Bjarne Emborg Jensen samler på traktorer og landbrugsredskaber fra tresserne. Han mener, at der er en bred interesse for redskaber fra denne periode, hvor mekaniseringen af dansk landbrug for alvor tog fart.
Hans maskiner er i det store og hele urestaurerede, og hans idé er at få skaffet sponsorer til den omfattende istandsættelse og samtidigt lave et tv-program om at følge arbejdet med at se maskinerne blive sat i stand.
- Jeg håber, at både forhandlere, importører og fabrikanter af traktorer og redskaber vil vise interesse for projektet ved at melde sig som sponsorer, og jeg har kontaktet de regionale tv-stationer, og selv om der er interesse for projektet, foreligger der endnu ikke noget konkret, siger Bjarne Emborg Jensen.
Mangler kartoffelmaskiner
- Det er ikke fordi, jeg skal have en stor udstilling, men blot vise de traktorer og redskaber, som fandtes på mange landbrug i 1960'erne og vise dem frem, når lejligheden byder sig, forklarer han.
Han har lavet en liste med de maskiner, som han synes hører til på en gård fra den gang. Listen omfatter knapt 20 maskiner og redskaber, og der er sat kryds ved dem alle - de er skaffet og klar til at blive sat i stand. Han mangler dog stadig maskiner til kartoffelavl og kornhøst.
På hans ejendom ved Brande er der god plads til at opbevare de gamle redskaber, og i maskinhuset står der også en række MF 35'ere, der venter på en kærlig hånd. En enkelt Fordson Super Major er der også blevet råd til, men den er endnu ikke blevet hentet hos sælgeren.
Bjarne Emborg Jensen håber, at han kan lokke en tv-mand med ud, når den skal hentes.
Helt andre priser
På traktorsiden er det især Massey Ferguson, der tæller for den entusiastiske maskinsamler. Han er nemlig oprindelig uddannet som traktormekaniker og har som ung i 1960'erne repareret et hav af Ferguson-traktorer.
- På det tidspunkt havde mange af de grå Ferguson gået i 15-20 år, så de skulle hovedrepareres. Det kostede omkring 2.300 kroner, og hvis koblingen også skulle skiftes ud, lød regningen på 2.900 kroner, husker Bjarne Emborg Jensen og tilføjer smilende:
- Der er vist helt andre priser på den slags reparationer i dag.
Da han begyndte som anlægsgartner var det naturligt at have et par traktorer til hjælp, og et par af de gamle MF 35'ere bliver stadig brugt i hans juletræsplantage, selv om Bjarne Emborg Jensen er gået på efterløn.
- De er ikke så pæne, men det er meningen, at de skal sættes i stand. Jeg havde faktisk sat to i stand for nogle år siden, men de blev desværre stjålet, siger han.
Bjarne Emborg Jensen hører gerne fra interesserede, og han kan kontaktes på telefon 40183699.
Maskinparken fra 1960'erne:
Massey Ferguson
Fordson Super Major
JF Aflæsservogn
2 stk. en-furede plove
To-furet plov
15-tandsharve
25-tandsharve
Slåmaskine
Firehjulet vogn
Tipvogn
Gødningsspreder
Jordsluf
Roeoptager
JF siderive
Kartoffelhypper
Radrenser