Abonnementsartikel

Den 5.-8. marts 2015 finder Dansk Varmblods Hingstekåring for 36. gang sted i MCH Messecenter Herning. Hvert år vækker kollektionen af unghingste stor international opmærksom, og kollektionen i år vurderes højt

Den foreløbige kollektion af unghingste består af 15 springbetonede og 32 dressurbetonede hingste, der blev udtaget ved forbesigtigelserne i december. Af disse 47 hingstekandidater er ikke færre end 46 danskavlede. Den fulde kollektion af unghingste vil desuden bestå af hingste indkøbt ved udenlandske hingstekåringer.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Det er en homogen kollektionen af moderne og ensartede individer. Blandt dressur- såvel som springhingstene er der indlysende eksemplarer af helt moderne sportsheste med fremragende funktion, fastslår talsmand for avlsledelsen Poul Graugaard.

Stærke forældre

Mange af hingstene kommer ud af velkendte og succesfulde hoppestammer, og flere er faldet efter elite- og medaljehopper som for eksempel guldmedaljehoppen Lajgårdens Chicota, der var Årets Springbetonede Hoppe 2010 og nu er mor til en af de unge hingste.

- Hingstene er overvejende trukket på yngre, topmoderne hopper af bedste slags, lige som kollektionen er præget af yngre og yderst velfungerende faderhingste, siger Poul Graugaard.

Af de springbetonede hingste er fire efter fløjhingsten Favorit Ask, som i år stiller sin anden årgang til kåring. Desuden er to af unghingstene efter den indflydelsesrige C-Indoctro. Ser man på de dressurbetonede hingste, så topper faderhingstene Blue Hors Zack med fem sønner og Fürstenball med tre sønner.

- Det er i år mere indlysende end nogensinde, at den danske avl har stor fordel i ikke at være bundet op på gamle og udslidte blodlinjer, som flere af vores sydlige naboer stadig slås med, mener Poul Graugaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

To sønner med

To unghingste tegner første kåringsårgang efter den populære Blue Hors Olymbrio, lige som den tidligere fløjhingst ERA Dancing Hit, der døde efter blot en bedækningssæson, har to sønner med. Endvidere byder kollektionen på en helbror til præmiehingsten Blue Hors Zatchmo og en helbror til fløjhingsten og UVM-deltageren Zonik, der også har fået en søn af sin første årgang udtaget.

- Enhver avl skal i videst mulig udstrækning kunne bære sig selv og derfor kun med passende mellemrum tilsættes fremmed blod, der vil kunne tilføre ønskede egenskaber. Derfor er det positivt, at der ved Dansk Varmblods hingstekåring i stigende grad er tale om individer af egne blodlinjer, vurderer Poul Graugaard.

Høj standard

Talsmanden for avlsledelsen ønsker at komplimentere avlere og udstillere for, at der ved forbesigtigelsen ikke blev fremstillet et eneste individ, der faldt igennem på manglende type og ridehestekvalitet.

- I virkeligheden har dette forhold betydet, at der antageligt har været råd til at løfte overliggeren en del i forhold til kravene til hingsteformat og generelle hingstekvaliteter, siger Poul Graugaard.