Eocycle Technologies i Canada har designet og udviklet en innovativ 25 kW husstandsvindmølle, som den 29. september 2014 fik grønt lys af DTU Vindenergi til opsætning af denne type mølle i Danmark.
Eocycle er i Danmark repræsenteret ved Knud Hyldahl i Give. Han oplyser, at vindmøllen er kendetegnet ved det patenterede generatordesign, som betyder få bevægelige dele. Således er der ingen gearkasse, vingerne er af fixed-pitch typen, og der er "soft" kontrol af turbinen via den patenterede generator. Godkendelsen fra DTU Vindenergi under Energistyrelsen er et lovkrav i Danmark for alle mindre møller med effekt på under 100 kW.
Knud Hyldahl betegner derfor godkendelsen som et stort skidt fremad, da Danmark altid har været pioner inden for vindenergi. Der var mange interesserede forbi Eocycles stand på Agromek 2014 for at se den første 25kW-mølle uden gearkasse. Det er planen, at den første mølle, der er kommet til landet skal sælges til en særligt attraktiv pris, og tre landmænd meldte sig som interesserede heri.jf