Fire dambrug nedlægges ved søer og bække i Vejle. Det er godt for naturen, siger politikerne, mens de tilbageværende dambrug håber at overtage de overskydende foderkvoter.
Ifølge dr.dk er det de mest umoderne dambrug, der bliver nedlagt med hjælp fra Naturstyrelsen, som betaler udgifterne på 2,3 millioner kroner.
Søren Peschardt (S), formand for Natur- og miljøudvalget, Vejle Kommune, håber, at de resterende dambrug bliver større, mere effektive og mere miljøvenlige.
Foderkvoten ryger
Men når dambrug bliver lukket med hjælp fra staten, så ryger foderkvoten også. Og det er urimeligt, mener dambruger og bestyrelsesmedlem i Dansk Akvakultur, Jørgen Jøker.
- Det foder, som de nedlagte dambrug har brugt, burde blive delt ud på de dambrug, der er tilbage, siger han til dr.dk og fortsætter:
- Dambrugene skal vokse i stedet for at skære ned. EU importerer fisk fra tredjelande, mens vi skærer ned på kvoterne. Det kan jeg ikke se fornuften i.