At sælge hele tre minilæssere på én gang til samme kunde sker ikke hver dag for Bjarne Fly Kristensen, sælger hos Vinderup Maskiner A/S.
Men det skete altså en dag her i det nye år, hvor en stor minkfarm ved Skive manglede en ny læsser, og i stedet for at købe en enkelt blev det til hele tre nye VM-Loaders. Og faktisk røg der en fjerde maskine med i handlen, en Simplicity-havetraktor.
- Der er tale om tre forskellige minilæssere, for de skal bruges til forskellige opgaver på minkfarmen, siger Bjarne Fly Kristensen.
De tre modeller er henholdsvis 1024 LX, 1033 LX og 1036 LX med bredder fra 92 centimeter til 133 centimeter. Alle maskiner er med dieselmotorer fra Kubota.
De tre minilæssere erstatter to andre forskellige maskiner, og her spiller det blandt andet ind, at de nye maskiner, i modsætning til de gamle, kan bruge samme redskaber.
- Vi lægger også stor vægt på driftssikkerhed, så vi skifter maskiner hvert fjerde år, ellers bliver det for dyrt i vedligehold, fortæller Steen Mouritsen, indehaver af minkfarmen Sofiendal Mink - Anlæg A/S.
Han siger i den forbindelse, at den korte afstand til Vinderup Maskiner, cirka 25 kilometer, har stor betydning for service og eventuel reparation af maskinerne.
Sofiendal Mink - Anlæg er ifølge Steen Mouritsen blandt de ti største minkavlere i Danmark. Der er nu 15.000 tæver på ejendommen, og hvis ansøgningen om at udvide til 16.000 imødekommes, vil hans farm blive blandt de fem største i landet.