Henrik Mathiasen driver to minkfarme i Billum ved Oksbøl i Vestjylland. Han er godt tilfreds med de to lidt anderledes Avant R35-minilæssere, som bliver brugt til et utal af opgaver på farmen hver dag.
De nye Avanter har erstattet hans to gamle Avanter, modellerne 520 og 528, hvilket har givet Henrik Mathiesen flere muligheder i forhold til blandt andet løftekapacitet, kørehastighed og en ny styring af maskinen. R-serien adskiller sig nemlig fra de øvrige Avanter ved, at føreren sidder bagerst fremfor forrest. De to Avanter har nok at se til, da de dagligt arbejder på hver sin farm med 3.300 tæver, der består af både hvide, mahogany og sorte mink.
Demo gjorde udslaget
Det var en demonstration ude på farmen, som overbeviste Henrik Mathiesen om, at han skulle vælge den lidt anderledes Avant.
- Jeg kunne her afprøve maskinens køreegenskaber på min egen farm og sælgeren fra Avant forsikrede mig om, at det var den eneste rigtige minilæsser, fordi den drejer skarpere og i det hele taget er lettere at arbejde med, siger Henrik Mathiesen. Han skulle dog lige vænne sig til styringen, da den var anderledes end på de andre minilæssere fra Avant. Men han lærte hurtigt at betjene den og måtte give sælgeren ret i, at maskinen passer ganske godt til en minkfarm.
Avant siden 1996
Det er heller ikke uvant for Henrik Mathiesen med en Avant på farmen, da de finske maskiner har kørt dækkene tynde langs burene siden 1996, hvor det var Henrik Mathiesens far, der stod for driften.
Dengang var det første redskab en fodermaskine, men maskinparken er blevet udskiftet og udvidet en del siden da og tæller nu blandt andet pallegafler, tøndevender, plæneklipper og forskellige grebe - i alt cirka 12 redskaber, som kan suppleres med flere. Hovedparten af alle minkredskaber er i øvrigt udviklet af Avant Danmark selv og produceret i Danmark.
- Jeg synes, at det er rigtig fint, at man har så mange forskellige redskabsmuligheder til den samme maskine. Så kan man bruge den til mange flere opgaver. Især efter at vi har fået R35'erne, som blandt andet har Faster-hurtigskift, hvilket gør redskabsskiftet endnu lettere, siger Henrik Mathiesen.
Forventninger indfriet
De to Avant R35?ere har ifølge Henrik Mathiesen fuldt ud indfriet hans forventninger. Maskinerne bliver blandt andet brugt til at sprøjte med, og her er det vigtigt at kunne dreje nemt, som er en af mesterdisciplinerne ved R35'eren.
Ud over arbejdet med minkene bruger Henrik Mathiesen også maskinerne til diverse forefaldende arbejde rundt om på farmen som for eksempel at feje grus, sandudlægning og græsslåning.
Selvom Henrik Mathiesen har prøvet at arbejde med både den traditionelle Avant og R-serien, vil han ikke anbefale en frem for den anden - det afhænger helt af, hvilken styring man bedst kan lide.
- Der er fordele ved begge typer Avant. På de traditionelle Avanter'er har du et fantastisk godt udsyn til redskabet, da du sidder forrest på maskinen, men du har samtidig en bagende, som kan svinge lidt ud og give probleme. På R-serien har du ingen bagende, der svinger ud, men en smule ringere udsyn til redskabet end på de andre Avanter. Men de er meget stabile maskiner begge to, forklarer han og tilføjer, at det er rart at køre med R-serien, når man skal ind og ud af rækkerne.
Kendt design
Avant R35 er designet med udgangspunkt i Avant 635, hvorfor de har samme stærke karrosseri og flere tekniske specifikationer til fælles. R35 har en løftehøjde på 2,8 meter, en løftekapacitet på 1.050 kg, en 37,5 hestes Kubota dieselmotor, et olieflow på 66 l/min og en venderadius på 89,8 centimeter.
R-serien omfatter modellerne R28 og R20, som er baseret på de traditionelle Avant modeller 520 og 528.