Lækattens pels på de nordlige breddegrader er lysebrun det meste af året, men om vinteren bliver dens pels ofte hvid som sne. Og det er fint nok, hvis ellers omgivelserne har samme farve.
Men når vinteren er grøn, bliver en hvid vinterpels farlig at have på.
- Når der render sådan en hvid streg rundt ude på en græsplæne eller i et hegn, er man et nemt bytte for ugler, høge og ræve, siger naturvejleder Stephan Springborg fra Naturstyrelsen i en radioudsendelse på P1 Morgen om lækatten.
- Den har også svært ved at snige sig ind på et bytte, når den er hvid, fortsætter han.
Tre-fire mus om dagen
Den lille mår lever mest i det åbne land, hvor den jager mus i hegn og krat, hvor den også har sine huler, forklarer Stephan Springborg og tilføjer, at den skal spise tre-fire mus om dagen for at holde sit stofskifte oppe. Det svarer cirka til en tredjedel af dens egen kropsvægt.
Lækatten kaldes også for hermelin og er et kødædende pattedyr i mårfamilien.
Hør udsendelsen på P1 Morgen her.