Abonnementsartikel

Affolkningen af de små landsbysamfund er et problem, som skal tages alvorligt. Det er i første omgang kommunerne, der skal håndtere problemet, og her ses flere initiativer for at fastholde og tiltrække beboere til de små samfund.

- Der har gennem mange år været en tendens til at tale om livet på landet som en ensartet størrelse, men det er som om, at det er blevet vigtig for kommunerne at tydeliggøre, at der er forskel på de enkelte landsbyer i kommunerne. Sådan siger Pia Heike Johansen, lektor ved Center for Landdistriktsforskning på Syddansk Universitet, til DR. Hun forklarer, at det er årsagen til, at mange kommuner har ansat folk til netop at varetage den opgave at få forskellene frem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Eksempelvis skal 24 landsbyer i Vejle Kommune nu have deres eget brand og finde frem til, hvad der kendetegner lokalsamfundene og på den måde få flere til at flytte på landet.

Får mange tilflyttere

Lige nu er Børkop, der ligger mellem Vejle og Fredericia, en af de eneste byer udenfor Vejle, der får rigtig mange tilflyttere. Børkop er ifølge Vejle Kommune vokset med 1.500 indbyggere på 10 år, svarende til en tilvækst på 43 procent.

Et par kilometer fra Børkop ligger byen Gårslev, der har sværere ved at tiltrække nye beboere. Men Gårslev Lokalråd er allerede klar med et bud på det nye brand.

- Det er helt klart naturen, siger lokalrådets formand Eigil Mikkelsen.

Til det siger Pia Heike Johansen, at der skal gøres mere ud af at præcisere, hvad Gårslev har at byde på.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Hvis man siger naturen som i Gårslev, så er det faktisk godt set, fordi mange netop flytter på landet for at få natur, men så skulle man nok have forklaret, hvordan naturen er dér, uddyber Pia Heike Johansen.

Vejle Kommune er blandt andet blevet inspireret af Hedensted Kommune, der er godt igang med at markedsføre sine lokalsamfund.