En ny kædesav vækker glæde hjemme hos 15-årige Malene Andersen og hendes familie. Den unge pige har nemlig vundet en stærk Echo kædesav ved at indsende et billede af sin fjordhest, Profil, til Fritidsmarkedets fotokonkurrence, "Dyr om vinteren".
- Jeg arbejder ikke selv meget med kædesav, men det vil min far rigtig gerne, siger Malene Andersen.
Hun bor sammen med sine forældre og tvillingesøster på en landejendom ved landsbyen Jerslev i Nordjylland, hvor familien Andersen har fire fjordheste og en svensk sportspony.
Kædesaven er sponsoreret af Ariens og har en værdi på 3.395 kroner med moms.