Abonnementsartikel

Brun sæbe og sæbespåner er helt udelukket til pleje eller rens af læder, for det ødelægger læderet. Sådan siger Michael Sejr, der sammen med hustruen Lotte står bag et nyt naturprodukt til pleje af lædermatererialer.

- Af miljøhensyn garves læder i dag med langt mindre mængder chromholdige midler end tidligere, og det betyder blandt andet, at læder ikke kan tåle at blive rengjort i sæbespåner uden efterfølgende behandling. Læder er næsten udelukkende garvet med en generel pH-værdi på cirka 5,0, mens sæbespåner har en langt højere pH-værdi, og dermed vil sæbespåner ødelægge læderet, forklarer han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For at give læder en bedre pleje har Lotte og Michael Sejr købt en opskrift på et naturprodukt, som ægteparret har valgt at kalde Denwax. Det er baseret på kokosfedt, lanolin og bivoks. Opskriften dækker dels over et rensemiddel, Clean, dels over et plejemiddel, Care.

Udover læderprodukter kan midlerne bruges til rens og pleje af mange andre materialer som vinyl, gummi og forskellige typer af sten. Her nævnes blandt andet skifer, terrazzo, granit og natursten.

Blander selv

Ægteparret Sejr blander selv ingredienserne fra villaen i Herning, og håbet er, at de begge kan arbejde på fuld tid med Denwax.

- Vi fik varemærket Denwax godkendt i juni 2014 og gik i gang med at markedsføre produkterne i efteråret. Vi har allerede været på flere messer med produkterne og fået en halv snes forhandlere rundt om i landet, fortæller Lotte Sejr.

Denwax udstiller også på Hest & Ryttermessen i Herning, men ikke kun Danmark skal være i fokus. Lotte og Michael Sejr har planer om at udbrede kendskabet til deres produkter til hele Europa.

Artiklen fortsætter efter annoncen

48-årige Lotte Sejr er uddannet frisør og har haft egen salon i mange år, men hun glæder sig til at smide saksen til fordel for Denwax med de produkter, hun brænder for.

Michael Sejr er 45 år og har med 15 års arbejde som møbelsælger et nøje kendskab til læder. Den erfaring bringer han med sig i salgsarbejdet med de nye produkter.

Han arbejder som skraldemand i Ikast, men når tiden er inde, er han indstillet på at droppe skraldet og arbejde heltid med Denwax.

Udover de nævnte naturprodukter forhandler Denwax også et imprægneringsmiddel, der kan bruges til hestedækkener, parasoller, telte og lignende. Dette middel er ifølge ægteparret Sejr dog ikke fremstillet af naturmaterialer.