Abonnementsartikel

Varmepumpen er en både fornuftig og populær løsning til opvarmning i nye som ældre boliger. En ny leasingordning gør det muligt for boligejerne at hoppe med på bølgen uden den store investering. Det er energiselskabet OK, der tilbyder den nye leasing-ordning.

Klaus Kjær, der er markedschef for energiteknik i OK, fremhæver i en pressemeddelelse leasing som en mulighed for boligejere, der ikke ønsker eller har mulighed for at foretage en stor kontantinvestering i en varmepumpe.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Med leasing slipper man også for udgifter til service og vedligehold af varmeanlægget, siger han.

Leasing af varmepumpen er attraktiv også for boligejere i yderområderne, som står for at skifte opvarmningsform. Med en lille investering er det ifølge Klaus Kjær muligt at få en fremtidssikret varmeløsning, som er besparende i det daglige og som øger mulighederne for at sælge ejendommen, når den tid kommer.

Introduktionsrabat

Blandt de, der har benyttet sig af leasing-muligheden og muligheden for at få en introduktionsrabat på 10.000 kroner, er ægteparret Anna Lützen og Steen Olesen, Fløng ved Hedehusene.

Varmepumpen fik de sat op i december 2014 efter en omfattende energirenovering og modernisering af huset året før. Sidste trin i det omfattende projekt var varmeforsyningen, hvor det 10 år gamle naturgasfyr skulle udskiftes med et nyt - eller erstattes af en varmepumpe.

- Vi kunne godt have fundet 40.000 kroner til et nyt gasfyr, men vi ønskede den bedste miljøløsning, siger Steen Olesen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Efter samlede udgifter på 1,4 millioner kroner året før var der ikke lige 125.000 - 150.000 kroner til køb af en varmepumpe. Så leasing var en god løsning, tilføjer Anna Lützen.

Alt er betalt

Sådan blev det. De 10.000 kroner i introduktionsrabat var ikke udslagsgivende, men værd at tage med.

- En indlysende fordel ved OK's leasing er, at alt er inkluderet og betalt: Planlægning, montering og tilslutning til og med service og reparation. Der er ingen overraskelser, ingen ekstra regninger, som vi jævnligt oplevede med vores gasfyr, konkluderer Steen Olesen.

Ved leasing betaler kunden en førstegangs-ydelse på 25.000 kroner og herefter et fast månedligt beløb i en 10 års periode. Hertil kommer elforbrug, som normalt afregnes à conto kvartalsvis, med en årlig slutafregning.

- Måske kunne vi have ønsket et tilbud, hvor det sidste skridt var taget: At leasing og elforbrug var dækket af en samlet pris pr. forbrugsenhed. Det ville være enklere at forholde sig til som kunde, og på den måde kunne man betragte varmepumpe-leasing som en slags fjernvarmetilslutning uden rør. Der må kunne laves nogle beregningsmodeller, så prissætningen holder, siger Steen Olesen, der arbejder som klimakonsulent, men i øvrigt betragter sig selv som en almindelig varmekunde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Inkludere elforbruget

Det er Klaus Kjær fra OK enig i. Han oplyser, at der fra starten af var lagt op til at inkludere elforbruget i leasingaftalen, men det var ikke muligt i praksis:

- Som det er nu, kan det ikke lade sig gøre af juridiske grunde, men vi arbejder stadig på det blandt andet inden for brancheorganisationen Dansk Energi. Og vi håber selvfølgelig på, at vi kan finde frem til en god løsning på længere sigt, forklarer han.