Abonnementsartikel

I Glud ved Juelsminde ligger en ejendom smukt placeret tæt ved kysten. Til ejendommen hører to arealer, som for 2,5 år siden blev tilplantet med energipoppel. Allerede nu er skoven til stor fornøjelse for både ejer, dyr og børn. Der er ifølge ejeren, Lars Kramer, nu et rigt dyreliv med masser af harer og fasaner samt en stor bestand af råvildt.

- Det var ønsket om at skabe en skovkultur på få år, herligheden ved mere naturligt vildt i området og ikke mindst muligheden for at tjene flere penge på arealerne, der var årsag til, at valget faldt på energipoppel, fortæller Lars Kramer.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Der har været dyrket korn på de to arealer, men de er for små til at kunne dyrkes rationelt. Og da der før vores tid har været en velfungerende frugtplantage med godt producerende frugttræer, var jeg ikke i tvivl om, at poppeltræer også vil kunne trives her, tilføjer han.

Forskellige poppelkloner

Energipoppelkulturen i Glud blev etableret i 2012 af Forstmiljø, der har specialiseret sig i udvikling af dyrkningsmodeller og driftsoptimering af energiafgrøder. Ejendommens to arealer har forskellige jordbundsforhold, og der er brugt to forskellige poppelkloner. Langs med fjorden er der sandede revner i jorden, og man kunne i starten se, at der var forskellig tilvækst på den lerede og den sandede jord.

- Men selv på den sandede jord er tilvæksten indhentet. Derfor er det en fordel, at der findes forskellige typer poppelkloner, der på grund af genetisk udvikling har egenskaber, der egner sig til forskellige jordtyper, vindforhold og saltpåvirkninger fra havet, forklarer Lars Kramer og tilføjer, at med flere typer poppelkloner i kulturen mindskes risikoen for spredning af eventuelle sygdomme.

Presses ned i jorden

Plantematerialet var stiklinger på 22 centimeter, der blev plantet med en specialudviklet plantemaskine, hvor stiklingen presses ned i jorden med et stempel. Ved denne planteteknik skabes der en tæt jordkontakt hele vejen rundt om planten, og på den måde får planten de bedste betingelser for at udvikle et tæt og sundt rodnet.

Lars Kramer har selv stået for renholdelsen de første to vækstsæsoner, indtil poplernes kroner var blevet så store, at de havde lukket sammen om arealet. Begge arealer er blevet renholdt både kemisk og mekanisk det første år og kun mekanisk det følgende år. I tredje vækstsæson var det ikke længere nødvendigt at renholde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Renholdelse er afgørende

Når poplerne er blevet et par meter høje, kan de godt tåle at stå i en smule ukrudt, men som for andre planter gælder det, at når der er ukrudt, bliver der konkurrence om det lys, vand og næring, der er på arealet. Derfor er renholdelse i de første par år afgørende for det endelige udbytte, lyder anbefalingen fra Forstmiljø.

Der er sat 2.200 planter pr. hektar, og det er planen, at træerne skal fældes inden det 10. år. Det er et krav for at opretholde retten til grundbetaling, når energipoppel dyrkes som energiafgrøde.

Når træerne er 10 år vil de være 18-24 centimeter i diameter målt i brysthøjde, så de skal fældes med en skovningsmaskine. Herefter skal træerne ligge og tørre, inden de kan flises.

Nye skud

- På større arealer kan træet med fordel skoves i blokke over flere år for at dele indtægten, eller fordi ejeren selv vil bruge træet til at fyre med. Derved opnås en rotation i produktionen, fordi poplerne danner nye skud efter, at de er fældet, og derfor kan der produceres flere gange på den samme plante, fortæller Jens Stenhøj fra Forstmiljø.

I den lange dyrkningsmodel, der anvendes i Glud, kan Lars Kramer forvente at producere to til tre gange på de nuværende planter. På den måde får kulturen en levetid på 20-30 år. Derefter kan rødderne fræses, og en ny energipoppelkultur kan etableres. jf