Avant Danmark kan nu tilføje Avant 760i til sit program af minilæssere. Den nye minilæsser kombinerer ifølge Avant Danmark løftekapaciteten og arbejdseffektiviteten hos en stor læssemaskine med alsidigheden ved en mindre maskine.
- Avant 760i præsterer et 20 procent mindre brændstofforbrug, 40 procent mere moment, 20 procent mere kraft og et reduceret støjniveau i forhold til tidligere Avant-modeller, fortæller salgschef Martin Jensen, Avant Danmark.
Motoren i den nye Avant er fra Kohler, og det er en turboladet common rail dieselmotor på 57 hestekræfter med et moment på 225 Nm, hvilket giver en kørehastighed på 30 kilometer i timen.
Strenge miljøkrav
Kohler-motoren er Tier 4 Final kompatibel og lever dermed op til de strengeste emissionskrav for minilæssere samt læssemaskiner i Europa og Nordamerika
- Motoren har ikke behov AdBlue-væske eller partikelfilter, hvilket betyder mindre vedligeholdelse - man skal blot fylde diesel på og lade motoren om resten, fortæller Martin Jensen og tilføjer:
- Med Avant 760i kan du praktisk talt arbejde med motoren i tomgang, fordi momentkurven er utrolig jævn, og fordi momentet stort set er tilgængeligt ved tomgang.
Store dæk
Avant 760i har store dæk, hvilket forbedrer håndteringen af lasten ved højere hastigheder. Samtidig vil de bredere dæk mindske trykket på underlag, som har en ringere bæreevne.
Avant 760i har en en løftehøjde på 3,1 meter, en løftekapacitet på 1.400 kg, et olieflow på hele 80 liter pr. min og en brydekraft på 1.700 kg.
Redskabssortimentet tæller over 125 redskaber og et væld af ekstraudstyr samt mulighed for tre typer af kabiner til Avant 760i. Ligesom de øvrige Avant minilæssere leveres maskinen som standard med en ROPS sikkerhedsbøjle og FOPS sikkerhedstag.