Abonnementsartikel

Arrangørerne af messen Have & Landskab 2015 går allerede nu og fryder sig over den kommende udstilling i Slagelse. Salget af stande går nemlig historisk godt, og udstillingens gæster vil kunne se frem til et overflødighedshorn af maskiner, planter, produkter og gode idéer til den grønne branche.

Trods at messen først finder sted i dagene 26.- 28. august, er salget af stande allerede nået op på et niveau, som udstillingsleder Kristian Larsen aldrig har oplevet før.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Salget af stande er helt forrygende og giver faktisk associationer til billetsalget til Roskilde Festival. Derfor tør jeg godt allede nu love, at der vil være fyldt ekstraordinært godt op på alle hylder i det "supermarked", som Have & Landskab jo er for den grønne branche, fortæller Kristian Larsen og peger blandt andet på, at sektion for Belægninger & Inventar næsten er fyldt op, og mod nord på sektionen for Maskiner & Redskaber har hvert eneste medlem af foreningen Maskinleverandørerne Park, Vej & Anlæg allerede købt stand ligesom mange fra foreningens entreprenørsektion.

- Som det ser ud nu, bliver der altså inspiration nok til selv den mest velinformerede udstillingsgæst på næste Have & Landskab, lyder det fra udstillingslederen.

Aha-oplevelse hver gang

En af de udstillere, som allerede har meldt sig under fanerne, er anlægsgartnervirksomheden Malmos A/S. Men virksomheden har da også udstillet på hver Have & Landskab siden starten i 1992, og det har man sådan set tænkt sig at fortsætte med, understreger direktør Per Malmos.

- Det foregår jo i vores miljø. Det er udendørs, du må røre ved tingene, og man står ikke indendørs med laksko og visitkort. Derfor synes jeg også, at man møder de besøgende på en komfortabel måde, siger Per Malmos. Han vil i år blandt andet præsentere sine grønne tage, men også fremvise nogle af de store LAR-projekter, som Malmos A/S i disse år har udført på blandt andet den højt profilerede klimatilpasning af Taasinge Plads.

Men selv hvis hans virksomhed ikke havde udstillet, understreger Per Malmos, at han ville komme på Have & Landskab alligevel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Her har du alle løsningerne og idéerne samlet ét sted. Og uanset hvor længe du har været i branchen, står verden jo ikke stille. Derfor oplever jeg ved hver udstilling, at der er mindst én aha-oplevelse på et tidspunkt, mens man går rundt til de forskellige stande, siger han.

Have & Landskab er arrangeret af Danske Anlægsgartnere, Danske Planteskoler, Maskinleverandørerne - park, vej & anlæg samt Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning ved Københavns Universitet. Udstillingen afholdes i Slagelse på erhvervsskolen Selandias arealer og er gratis for besøgende.