Abonnementsartikel

Cirka 1.500 af de godt 150.000 heste og ponyer, som findes i Danmark, lever under så kummerlige forhold, at de bliver anmeldt til den frivillige forening Hestens Værn.

- Det er trist, at vi år efter år oplever, at så mange heste går under så dårlige forhold, at der er tale om vanrøgt, siger sekretariatsleder i Hestens Værn, Ghita Zangger Madsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hun mener, at problemet til dels skyldes, at den økonomiske krise stadig kradser mange steder, især for de hesteavlere, som ikke avler dyr i topklasse.

- Det kniber for mange avlere at komme af med deres heste, selv om de gode heste stadig er nemme at sælge, fortæller Ghita Zangger Madsen. Hun siger, at personlige problemer også kan gøre, at folk ikke kan overkomme at passe deres heste.

- Hvis man har svært ved at tage vare på sig selv, vil det naturligt nok betyde, at man heller ikke magter at passe sine dyr, forklarer hun.

Landsdækkende korps

Hestens Værn støttes af 1.500 medlemmer og består af et landsdækkende korps på 50 frivillige, der opsøger de sager, hvor der foreligger en anmeldelse om vanrøgt.

Ifølge Ghita Zangger Madsen farer medarbejderne fra Hestens Værn ikke ud med bål og brand, men prøver i stedet at komme som en hjælpende hånd og give hesteejerne gode råd om, hvordan problemerne kan løses.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi tager en snak om tingene, og prøver på at få hesteejerne til at se problemerne. Desværre har folk tit svært ved at se, at der er problemer. Og nogle gange må vi tage det lidt i bidder for at opgaven ikke skal se for uoverskuelig ud. Ghita Zangger Madsen tilføjer, at dyreværnsfolkene vil gå langt for at hjælpe hesteejerne.

- Nogle gange forsøger vi at få andre familiemedlemmer til at hjælpe med at få styr på pasning-en af dyrene, siger hun.

Nogle gange kan Hestens Værn glæde sig over, at deres anstrengelser lykkes, andre gange må de ty til den sidste udvej - en decideret politianmeldelse.

Hestens Værn har et samarbejde med 30 hestedyrlæger rundt om i landet. De bliver i visse tilfælde kaldt ud til sager om syge og afkræftede heste. Udgifterne til dyrlæge afholdes af Hestens Værn.