På mandag den 13. april går flere end 65.000 børn ud i naturen for at samle affald. De har meldt sig til Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling sammen med deres lærere, pædagoger eller dagplejemødre. Og antallet i år er rekordstort, oplyser DN.
Alle de små affaldssamlere går således ud for at gøre forårsrent i naturen, og undervejs bliver der snakket om genbrug, genanvendelse og ressourcer. Når børnene har samlet ind, bliver der sorteret i de rigtige bunker. Det er DN's håb, at alle deltagere får en forståelse for, at affald er en ressource, og at det ikke skal ligge og flyde i naturen.
Tusindvis af frivillige
Affaldsindsamlingen er Danmarks Naturfredningsforenings årlige indsamling af affald i naturen. Indsamlingen foregår hvert år i april, hvor mange tusinde borgere frivilligt giver naturen en hånd.
I år foregår det søndag den 19. april, mens skoler og børneinstitutioner samler ind i ugen op til søndagen.
I 2014 blev der indsamlet 119.706 kg affald, heraf var der 101.814 dåser.
Ialt 90.000 deltagere mødte op, heraf cirka 65.000 børn fra skoler og institutioner.