Abonnementsartikel

På sandjorden omkring Herning har landbruget altid været dybt afhængig af vand til afgrøderne. Det er derfor ikke tilfældigt, at den lokale Fasterholt Maskinfabrik i 1975 udviklede den første, selvkørende vandingsmaskine efter nogle særdeles tørkeplagede år for de lokale landmænd.

Manden bag vandingsmaskinen og fabrikken er opfinderen Agner Thisgaard, som for nylig modtog Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskabs store sølvmedalje for sin livslange indsats.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Medaljen uddeles kun i særdeles sjældne tilfælde, og er derfor en exceptionel anerkendelse for betydningen af Agner Thisgaards livsværk for dansk landbrug.

Parade af vandingsmaskiner

Indstillingen til medaljen kom på opfordring fra Herning-egnens seniorlandmænd, som hvert år står bag den store udstilling af veteran-landbrugsmaskiner på Landsskuet. I anledning af 40 års jubilæet for den første vandingsmaskine er temaet for sommerens udstilling på Landsskuepladsen derfor naturligt nok en parade af maskiner fra Fasterholt, der i dag er Nordeuropas største leverandør af vandingsmaskiner. Udstillingen viser både nogle af de allerførste og allerseneste vandingsmaskiner, men også nogle af de øvrige landbrugsmaskiner, som maskinfabrikken producerer eller har produceret. Der er blandt andet en gammel roerenser og den nyeste 12-rækkers kartoffellægger.

Agner Thisgaard har i dag overladt driften af Fasterholt Maskinfabrik til sine børn og en svigersøn, men er selv aktiv i kredsen af seniorlandmænd, hvorfor der under Landsskuet vil være mulighed for at få historien om vandingsmaskinerne og deres betydning for landbruget fra idémageren selv.