P. Lindberg Maskinforretning har forhandlet ATV og udstyr til ATV siden 2001, og fra 2008 begyndte firmaet at importere det kinesiske mærke Linhai, som ifølge teknisk chef Jørn Mathiesen har levet op til alle forventinger.
- Det holder en høj kvalitet, ja nok den bedste i Kina, og det skyldes blandt andet, at fabrikken er opstået i et samarbejde med japanske Yamaha, siger Jørn Mathiesen.
- Vi betegner den som en lavpris-Yamaha, for naturligvis er der forskel på visse komponenter, tilføjer han.
Udvalget af maskiner hos P. Lindberg spænder fra små 50 kubikcentimeter store børne-ATV til fuldvoksne arbejdsheste på 700 kubikcentimeter. Samt UTV'er, som er blevet meget populære.
- Det er især landbruget, der har fået øjnene op for de mindre firehjulede køretøjer. Der findes vel efterhånden ikke længere en landmand, der ikke har mindst en ATV eller UTV på ejendommen, siger Jørn Mathisen.
- De er nemme at komme af og på, de er billigere i drift end en traktor, og så kan de bruges til stort set alle mindre opgaver på bedriften, forklarer han og tilføjer:
- Og så må vi jo ikke glemme T3-registreringen, som betyder, at visse ATV-modeller kan indregistreres som traktor og dermed slippe for registreringsafgift.