Abonnementsartikel

Flere og flere elektriske maskiner rykker ud sammen med forårsvejret. Sammen med blomster, grøntsager og græs vokser også en vild buket af unødige forlængerledninger og kreative gør-det-selv løsninger, der giver risiko for elektriske stød.

- Vi bruger stadig flere elektriske apparater i haven, og mange af dem skal stadig tilsluttes en stikkontakt, som typisk er indendørs. Mange løser udfordringen med en jungle af forlængerledninger eller ved at trække en forlængerledning ud af et åbent vindue og sætte ledningen i klemme i vinduet, siger Mads Risgaard Knudsen, el-teknisk konsulent i elinstallatørernes organisation Tekniq.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ulovlige løsninger

Han forklarer, at den type løsninger ofte øger risikoen for elektrisk stød og brand samtidig med, at de er ulovlige.

- Der kan ske et brud på ledningen, enten fordi den sidder i klemme i vinduet, eller fordi ledningen ikke er hårdfør nok til udendørs brug. Det betyder, at man risikerer stød, og der kan opstå brand, hvis ledningens strømførende dele kommer i kontakt med hinanden tæt på gardiner eller træet i vindueskarmen, siger Mads Risgaard Knudsen og tilføjer:

- En anden fare er, at man bruger unødigt lange forlængerledninger eller forlænger en forlængerledning med en forlængerledning til, som gør, at ledningerne bliver for lange og derfor kan overophede, smelte og starte en brand, i værste fald vil sikringen ikke afbryde ved en fejl eller en overbelastning.

Sikkert havearbejde

For at minimere risikoen for at få stød har Tekniq udarbejdet en række råd til sikkert havearbejde.

Undgå at bruge for lange forlængerledninger. Brug kun fejlfrie ledninger, der er godkendt til udendørs brug.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Få opsat en eller flere udendørs stikkontakter med jord, så får man sikker elinstallation. Nye elinstallationer skal udføres af en autoriseret elinstallatørvirksomhed for at være lovlige.

Undgå ledninger gennem vindueskarme og lignende, når der arbejdes udendørs. Afprøv boligens fejlstrømsafbryder (HFI-/HPFI-relæ), ved at trykke på test-knappen. Er man det mindste i tvivl om HFI-relæet virker, så kontakt en autoriseret elinstallatør.