Af Jens Frandsen
Den 9. juni 2015 var en særlig dag for ProATV i Sæby. På denne dag kunne firmaet nemlig kundgøre, at et nyt ATV-mærke har fundet vej til den nordjyske ATV-importør.
- Vi har tidligere haft et samarbejde med Aeon, og for nylig blev vi kontaktet af firmaet, som ville høre, om vi igen kunne overveje at blive Aeon-distributør - og det ville vi da gerne, siger Chris Brøcher fra ProATV og fortsætter:
- Vi er således fra den 9. juni 2015 blevet den nye danske Aeon-importør.
I forvejen importerer det danske firma ATV'er fra Arctic Cat og SMC, men Chris Brøcher fastslår, at det nye mærke skal ses som et supplement og ikke en konkurrent til de bestående mærker.
- Aeon har et stærkt og spændende modelprogram, og eksempelvis har vi manglet en 4x4 i den populære 400 kubicentimeter-klasse. Men det gør vi ikke længere, for Aeon har lige netop sådan en, som endda kan indregistres som bil, siger Chris Brøcher og tilføjer:
- Så det nye mærke vil være med til løfte vores virksomhed.