I begyndelsen af juli går starten på det traditionsrige cykelløb fra Skandinavien til Paris, Team Rynkeby, hvor 32 hold fra fem forskellige lande skal ud på den cirka 1.200 kilometer lange tur for at samle penge ind til kræftramte børn.
Der vil være 24 forskellige afgangsarrangementer i 21 byer i de fem lande, og på Landsskuet i Herning sender man den lokale gruppe ryttere af sted fredag den 3. juli klokken 9.30.
Ud over Danmark, der sender 17 hold af sted, er også Sverige repræsenteret med otte hold, Finland stiller med tre hold, Norge med fire hold og Færøerne med et hold.
Team Rynkebys primære formål er at indsamle penge til børn med kræft og deres familier. Rynkeby Foods A/S dækker alle projektets centrale omkostninger, og det betyder, at de penge, som Team Rynkeby indsamler i hvert land, kan gå ubeskåret til den lokale børnecancerorganisation i det pågældende land. I Danmark går de indsamlede midler til Børnecancerfonden.
I 2014 indsamlede Team Rynkeby godt 36 millioner kroner til kampen mod børnekræft i Danmark, Sverige, Finland, Norge, Færøerne og Australien - heraf gik de 23,498 millioner til Børnecancerfonden i Danmark.
Den helt store udfordring i at bekæmpe sygdommen er, at børnekræft er ikke ligesom voksenkræft. Ifølge Team Rynkebys hjemmeside ved forskerne ikke, hvorfor børn får kræft.
Derfor er der brug for en målrettet forskningsindsats i børnekræft, så videnskaben kan finde svaret og udvikle bedre og mere skånsomme behandlingsformer, så børnene ikke alene overlever - men kan leve et normalt liv efter deres sygdom.