Abonnementsartikel

Siden 2011 har energiselskaberne ikke krævet betaling hos solcelleejerne for brug af elnettet, men det er ulovligt, så derfor skal solcelleejerne fremover betale ekstra hvert år. Det fremgår af tidsskriftet Bedre Hjem, som er udgivet af Bolius, Boligejernes videncenter.

Bedre Hjem skriver, at der i løbet af det kommende år vil blive tilføjet et par nye punkter til de snørklede udregninger, og det vil få elregningen til at stige med mellem 500 og 1.500 kroner om året.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det betyder, at mange solcelleejere får forlænget den tilbagebetalingstid, de budgetterede med, da de investerede i solcelleanlægget.

Fritaget for betaling

Ekstraregningen kommer efter, at Energitilsynet har opdaget, at husstande med solcelleanlæg i årevis, og i strid med loven, er blevet fritaget for at betale til drift og vedligeholdelse af det forsyningsnet, som de trods deres egenproduktion også trækker strøm igennem.

Samtidig indebærer Energitilsynets påbud, at solcelleejerne fremover også skal betale for, at der altid er tilstrækkelig strøm til rådighed, uanset om solen skinner eller ej.

Solcelleejerne er frustrerede over ekstraregningen, fordi de ikke kendte til udgiften, før de investerede i solcelleanlægget. Hvis ekstraregningen ender på 1.200 kroner årligt, bliver det samlede beløb over et solcelleanlægs levetid på 20 år omkring 24.000 kroner.

Det er en væsentlig ekstraomkostning i et budget på cirka 120.000 kroner, som var prislejet på et 5 kW-anlæg i 2012. Fra de 24.000 kroner skal dog fratrækkes de cirka 5.000 kroner, som solcelleejeren ikke er blevet opkrævet frem til nu. Det betyder, at tilbagebetalingstiden ikke forlænges med mere end godt et år.