Abonnementsartikel

Selv om det kan virke som en god idé, skal man ikke lufte sin kølige kælder ud på meget varme sommerdage. Kondens opstår nemlig, når den kølige overflade i kælderen møder den varme luft udefra. Og det kan give problemer med skimmelsvamp, advarer fagekspert i Bolius, Jeanette Standly Mikkelsen.

- Som udgangspunkt bør man ikke lufte en uopvarmet kælder op, når temperaturen udenfor er bare fem grader højere end kælderens temperatur, siger fageksperten og råder folk til at lufte ud tidligt om morgenen og sent om aftenen, når temperaturen er dalet, så temperaturforskellen mellem kælderluft og udeluft er så lille som mulig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Undgå udluftning i regnvejr

Ved såkaldte tropenætter, hvor temperaturen sniger sig over 20 grader, bør man helt undgå udluftning af kælderen.

Ligeledes bør man undgå udluftning af kælderen på varme regnvejrsdage, hvor luftfugtigheden er høj. Det gælder også om vinteren, for selv om luften her er kold, er luftfugtigheden stadig høj.

Mange slukker for varmen i deres kælder om sommeren, men faktisk er det bedst at holde kælderen opvarmet også om sommeren, så temperaturen i kælderen holdes på minimum 18 grader. På den måde er det kun på meget varme sommerdage, at temperaturforskellen mellem kælderluft og udeluft kommer over fem grader.

Det gælder alle typer kældre og uanset kælderens funktion. En kælderkonstruktion vil altid være kold, uanset hvordan den bruges.

Hvis man har en fugtig kælder med tydelig fugt i væggene - , hvilket viser sig ved salpeterudtræk på mere end samlet set en kvadratmeter bør man ikke lukke for varmen i kælderen om sommeren.