To hopper har givet overskrifter i såvel den danske som den internationale hestepresse i år. Der er tale om to Dansk Varmblod-medaljehopper, som er helsøstre efter Fassbinder/Blue Hors Romanov og kommet til verden igennem embryo-transfer. Den røde hedder Fiontina og den brune Fiontini, og de to hopper er blandt de otte, der repræsenterer Danmark ved FEI/WBFSH Verdensmesterskabet for unge dressurheste i den tyske by Verden.
Fiontina og Fiontini er ikke tvillinger, men helsøstre fra to forskellige drægtigheder og født med 2,5 måneders mellemrum.
Ved Blue Hors Unghestechampionat under Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning i marts 2015 havde den regerende World Cup, europa-, verdens- og olympiske mester Charlotte Dujardin, påtaget sig opgaven at testride alle 32 finalister. Hun forelskede sig fuldstændigt i Fiontina og Fiontini og gav dem begge 10 for kapacitet.
- Jeg ville give hende 11, eller 100 hvis jeg kunne, sagde Charlotte Dujardin om Fiontini, som hun også belønnede med et 10-tal for ridelighed.
Fiontini vandt foran sin helsøster Fiontina, som blev nummer to i Unghestechampionatet. Fem måneder forinden havde Fiontina vundet DRF's Dressurchampionat for 4-års heste i Odense.
De bemærkelsesværdige hopper er avlet af Hanne Lund og Henrik Hansen, som også har avlet den danske 6-års repræsentant ved UVM i år, Zardetto.