Abonnementsartikel

I Herning har den danske importør ONJ.dk mange års erfaring med traktorer fra det fjerne Østen. Mærker fra både Kina og Korea hentes til Danmark, og ifølge direktør Niels Hareskov Jensen, ONJ.dk, kører der mindst 1.500 traktorer af mærket ONJ i Danmark.

- Vi købte i 2010 firmaet Impodan, der tidligere stod for importen af ONJ-traktorer, så vi ved, at traktorerne har kørt i mange år herhjemme, siger direktøren og forklarer, at firmaet yder landsdækkende service på ONJ-traktorerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har et omfattende lager af reservedele her i Danmark, mens det europæiske centrallager ligger i Tyskland, fortæller Niels Hareskov Jensen.

LS fremstiller Boomer

For de, der kender Boomer-traktoren fra New Holland, kan der forekomme lighedspunkter med en anden af ONJ.dk's traktormærker. Det drejer sig om LS - en koreansk traktor i en højere prisklasse end den fra Kina, som ONJ.dk fik importen af i 2014.

- Faktisk er det sådan, at LS fremstiller Boomer, så jeg vil mene, at de to mærker er stort set ens - på nær navneskiltet og prisen, siger Niels Hareskov Jensen.

Han tilføjer, at LS er den største traktorproducent i Korea og fremstiller adskillige modeller fra den beskedne J 23 HST på 23 hestekræfter til den 57 hestekæfter stærke XR 60 Gear.

Den mindste, J23, udmærker sig i øvrigt ved, at den med sin bredde på 1 meter og højde på 1,97 meter lige passer til de danske fortove - også med hensyn til at kunne komme under vejskiltene. Fælles for LS-traktorerne er, at alle kører med dieselmotorer fra japanske Mitsubishi.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Redskaber for alle

Hos ONJ.dk er holdningen den, at der skal være traktorer og redskaber for alle med behov for en mindre maskine.

- Vi har både lavprismaskiner og maskiner i den højere prisklasse, siger Niels Hareskov Jensen.

Udover traktorer og redskaber importerer ONJ.dk også minilæssere og teleskoplæssere.

Minilæsserne, Macks, er fremstillet i Holland, mens teleskoplæsserne Ostler kommer fra Tyskland.

- Der er ikke sparet på detaljerne på Macks, som kører med Perkins motor og Sauer-Danfoss oliemotor, uddyber han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ostler har hydraulisk udskud af forakslen, hvilket betyder, at sporvidden på eksempelvis den mindste model K2 er variabel fra 120 til 180 centimeter.

- Den er nærmest umulig at vælte, når forakslen er skudt ud i yderste position, siger Niels Hareskov Jensen.

Maskiner og redskaber fra ONJ.dk kan ses på den kommende messe Have & Landskab 2015 i Slagelse den 26. - 28. august.