Abonnementsartikel

Selv om man kun vejer 620 kg og er yderst kompakt, så kan man godt klare temmelig voksne opgaver, når man hedder Avant 220.

Den lille maskine har både løftearm og parallelstyring, som sørger for, at skovlen holdes i samme position, når løftearmen hæves eller sænkes. Den fiehjulstrukne Avant 220 løfter 350 kg og kan løfte paller med videre op i 1,5 meters højde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge Avant Danmark betyder maskinens kompakte design, at man kan transportere maskinen på både trailer eller bil. Samtidig giver maskinens små dimensioner med en længde på 174,5 centimeter, højde på 185,6 centimeter og en bredde på kun 96 centimeter mulighed for at komme ind i selv de trangeste rum og rundt om de skarpeste hjørner godt hjulpet på vej af sin knækstyring.

Over 40 redskaber

- Udover sine små dimensioner er Avant 220 også let at køre med, da maskinens styring består af et rat, styrepind, to pedaler og en ekstra pedal til hjælpehydraulikken. En bonus ved Avant 220 er desuden dens mange muligheder for redskaber på trods af sin størrelse, som netop gør den anvendelig både hos private og til professionelt erhverv som en gedigen helårsmaskine - med mulighed for over 40 redskaber, fortæller salgschef Martin Jensen.

Redskabsmulighederne til Avant 220 spænder fra de mest gængse såsom skovle, pallegafler og greb til forskelligt snerydningsudstyr som sneslynge, dozerblad, gravearm, græsklipper, trækløver, hestepæreropsamler, slagleklipper og meget andet. Dertil kommer et væld af ekstraudstyr som blandt andet inkluderer rotorblink, snekæder, hjulvægte og arbejdslys.

Avant 220 gør sig anvendelig indenfor flere erhverv som sor eksempel ejendomsvedligeholdelse, hestebrug, kirkegård eller til hobbybrug, hvor alle nyder godt af minilæsserens snilde og kompakte chassis - den kommer nemt gennem stalddøren og passer til gangstierne hos boligforeningen, når der skal fjernes sne i vintermånederne.