Den første solgte Ferrari 560 HY W/S i Danmark kører nu hos anlægsgartner Arne Petersen i Hesselager. Han har valgt at købe den for at skåne medarbejderne ved arbejde med stenrive og har således investeret i arbejdsmiljøet.
- Vi er meget stolte over at have solgt den første Ferrari 560 til Arne Petersen, udtaler Ole Hosbond fra Sønderup Maskinhandel i en pressemeddelelse.
Ferrari 560 HY W/S er hydrostatisk og velegnet for brede og tunge redskaber som stenrive.
- Det er dens helt særlige styresystem, hvor man drejer ved at trykke på et greb på styret, og maskinen så nærmest danser rundt, der gør den særlig attraktiv, siger Ole Hosbond of tilføjer;
- Man slipper nemlig for at skulle hive/vride maskinen rundt. Og det betyder noget når man har store tunge redskaber på som en stenrive.
Firmaet anlægsgartner Arne Petersen ApS har eksisteret siden 2000 og har specialiseret sig i belægning og græs. Firmaet har fem medarbejdere og en større maskinpark, der blandt andet består af flere Ferrarier.