Da Have & Landskab '15 i Slagelse sluttede kunne arrangørerne med 10.829 besøgende notere besøgsrekord.
- At vi får så mange gæster er i den grad kronen på halvandet års forberedelser og resultatet af en meget stor indsats fra vores udstillere og bestyrelse med hensyn til at få markedsført Have & Landskab, siger udstillingsleder Kristian Larsen.
Have & Landskabs formand, slotsgartner og adjungeret professor Palle Kristoffersen har ikke svært ved at opsummere årets udstilling:
- Det er en kanonsucces. Og vi har gjort det på trods af et skybrud torsdag. Det synes jeg, at hele holdet bag udstillingen kan være meget stolt over.
- At Have & Landskab får et rekordår kan på den ene side ses som et parameter for, at det går godt i sektoren generelt, og er på den anden side et resultat af, at vi arrangører har sat et højere ambitionsniveau i år, er gået målrettet efter nye kundegrupper og har øget markedsføringen, påpeger Palle Kristoffersen.
Han lufter desuden tanken om, hvorvidt man til næste udstilling skal gøre mere for at trække udenlandske gæster til.
- Udstillingen har jo for alvor cementeret sig som den mest betydningsfulde i Skandinavien, så det er måske ikke af vejen at begynde at kigge mere ud over landets grænser til næste omgang, siger Have & Landskabs formand.
Fritidsmarkedets udsendte medarbejdere har både lagt et billedgalleri på www.fritidsmarkedet.dk og på facebook.jf