ASP Produktudvikling viste på Have & Landskab en lille fiks fliseløfter til de mindre arealer. Maskinen består af en vacuum-løfter og en almindelig vådstøvsuger.
Selv om maskineriet ikke syner af ret meget, løfter det uden problemer en 50x50 haveflise på 32 kg. Men medejer af ASP Produktudvikling, Simon Sørensen, anbefaler, at man holder sig til fliser under 20 kg af hensyn til kroppens belastning og arbejdsmiljøloven. I praksis vil det sige 30 x 30 fliser.
- Fliseløfteren er ideel til indkørsler, terrasser, havegange og andre mindre arealer, kunne Simon Sørensen fortælle om denne opløftende nyhed.
Nordjyske ASP Produktudvikling har specialiseret sig i løftegrej til håndværkere og entreprenører, og bag virksomheden står stifteren Vagn Asp sammen med sin partner Simon Sørensen.