Abonnementsartikel

Klip din græsplæne, mens du sidder i sofaen, på cafeen eller på stranden på Ibiza. Det kan sagtens lade sig gøre med den nye plæneklipper-robot iMow MI 632 C fra Viking. Den østrigske fabrik har nemlig udviklet en app, der arbejder sammen med et kommunikationsmodul i robotplæneklipperen.

iMow-appen, der fungerer på alle platforme til tablets og smartphones, giver brugeren fuld kontrol over plæneklipperen. Det betyder for eksempel, at man kan starte og standse iMow MI 632 C, man kan vælge den klippezone, robotten skal arbejde i, og man kan til enhver tid se, hvor plæneklipper-robotten befinder sig, hvis ens smartphone har indbygget GPS-modul.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Robotten sladrer

- Det betyder, at det er mere end svært for en tyv at slippe godt afsted med at stjæle en iMow 632. Robotten vil hele tiden sladre om, hvor den befinder sig henne. Den sender både adressen og GPS-koordinater, forklarer salgschef Michael Nielsen fra Stihl.

Den intelligente plæneklipper-robot var en af de store nyheder på en pressedag, der blev afholdt for nylig af Stihl og Viking.

En anden af nyhederne ved arrangementet var, at den store iMow plæneklipper-robot får en lillebror til foråret, iMow 422, der anbefales til græsplæner op til 500 kvadratmeter.

Robotter er fremtiden

- Vi er sikre på, at robotter er fremtiden. Mange mennesker er imidlertid bange for, at en robotplæneklipper er nem at stjæle. Sandheden er, at mens der stjæles mange havetraktorer, lader tyvene næsten altid robot-plæneklipperen stå. Den er beskyttet med en pinkode, som skal indtastes senest ét minut efter man har båret robotten ud af haven. Ellers går en alarm i gang, fortæller Michael Nielsen.

- Forsikringsmæssigt har vi heller ikke oplevet, at der er problemer. Vi anbefaler altid vores kunder at fortælle deres forsikringsselskab, at de nu har købt en robot-plæneklipper. Så bliver der ingen diskussion, hvis robotten mod forventning skulle blive stjålet, tilføjer han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På pressedagen præsenterede Stihl også prototyperne til en helt ny serie af batteridrevne havemaskiner, målrettet den private haveejer.

- Vi kalder den nye produktlinje for "C-linjen", hvor "C" står for consumer. Det er batteridrevne maskiner, der henvender sig til den private forbruger med et mindre behov, siger Michael Nielsen.

I første omgang frigiver Stihl en C-linje løvblæser og en græstrimmer til salg i foråret 2016. Senere kommer der så en hækkeklipper og en motorsav, også til batteridrift. Hidtil har hele Stihls batteriserie passer til alle batteridrevne Stihl- og Viking have- parkmaskiner. Men det princip lægger Stihl på hylden med den nye C-linje.

- Der kommer to batterier til C-linjen, nemlig AK 10 og AK 20. De kan ikke bruges i stedet for de eksisterende Stihl batterier, men de nye batterier kan lades op i de nuværende ladere, forklarer Michael Nielsen.

Mindre maskiner

Ligesom maskinerne i C-linjen bliver mindre end Stihls mere professionelt betonede maskiner, har de tilhørende batterier mindre kapacitet. Driftstiden på den nye BGA 56 løvblæser er kun 15 minutter på det medfølgende AK 20 batteri, mens trimmeren FSA 56 kører 40 minutter. Det lille AK 10 batteri giver driftstider på det halve.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Producenten mener dog, at driftstiderne passer langt de fleste villaejere, der kun skal ordne kanten på en lille græsplæne og ikke skal blæse en stor parkeringsplads fri for blade, men kan nøjes med at klare indkørslen på nogle få minutter.