Prisen for Lammefjordens bedste gulerod, Lammefjordsgulerod Grand Cru 2015, gik igen i år til Flemming Risegaard, Fårevejle Det er en pris han, som han nu har vundet syv gange i alt.
- Det er dejligt, at I bedst kan lide mine gulerødder, men det vigtigste er, at vi får udbredt budskabet om, at vi her på Lammefjorden dyrker verdens bedste grøntsager, sagde Flemming Risegaard til publikum på Faarevejle Fri- og Efterskole, som havde givet flest stemmer til hans gulerødder blandt de tre finalister. Gulerødderne blev bedømt på sødme, udseende og sprødhed.
Grand Cru kåringen arrangeres af Lammefjordens Grøntsagslaug og har fundet sted, siden lammefjordsgulerødderne i 1996 fik EU's kvalitetsstempel BGB, Beskyttet Geografisk Betegnelse.
20 hektar
Flemming Risegaard dyrker 20 hektar med gulerødder, hvilket giver en produktion på cirka 1.200 ton. I alt dyrker producenterne på Lammefjorden cirka 300 hektar gulerødder, svarende til 25 procent af den danske produktion.
Gulerødderne tages op i disse uger for at blive lagt på kølelager. Det samme gør den anden store afgrøde, lammefjordskartoflerne. Her har dyrkerne selv kåret årets bedste, en Exquisa salatkartoffel dyrket af Anders Kristensen. Også lammefjordskartofler har nu opnået EU-prædikatet BGB.
I disse uger sælges gulerødder og kartofler fra Lammefjorden i særlige poser til støtte for Kræftens Bekæmpelses kampagne, Støt Brysterne.
Det er første gang i Støt Brysternes 12-årige historie, at grøntsagsproducenter er med som partnere. For hvert solgt pose går 50 øre til Støt Brysterne. Årets kampagne slutter med udgangen af oktober.