Abonnementsartikel

Den tidligere mælkeproducent Ejvind Andersen fra Ejstrupholm i Midtjylland har brugt mange år af sit liv på at holde gang i sit brændefyr med flis og brænde fra sin egen skov.

Men selv om den 78-årige pensionist ikke ligger på den lade side, syntes han alligevel for et par år siden, at det kunne være rart at slippe for arbejdet med brændefyringen, og dermed faldt snakken på varmepumper.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- En af mine naboer fik sådan en og talte godt om den. Så jeg undersøgte sagen og besluttede, at en vand-til-luft-varmepumpe skulle installeres, fortæller den tidligere landmand. Han tilføjer, at en medvirkende årsag til investeringen var, at stuehuset skulle udlejes, og Ejvind Andersen ønskede ikke, at lejerne skulle have besvær med at fodre brændefyret.

God effekt

Grundvandet står højt på hans ejendom, og det giver en god effekt på jordvarmen, da vandet hele tiden bevæger sig og dermed sørger for at erstatte det nedkølede vand ved slangerne med lidt varmere vand .

Der blev lagt 1.000 meter slange ud, selv om beregningerne viste, at 800 meter egentlig ville være nok.

- Det kan ikke betale sig at fedte med et par hundrede meter, når man alligevel er i gang med at grave. De ekstra meter slange giver en ekstra tryghed, siger Ejvind Andersen.

Forklaringen er den, at jo længere slangerne er, des mindre sandsynlighed er der for isdannelser omkring slangerne og dermed giver en billig og problemfri drift.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kan fyre med brænde

Selve varmepumpen blev i oktober 2013 sat ind i maskinhusets værksted, hvor også brændefyret står. Ejvind Andersen ville nemlig gerne have mulighed for at fyre med brænde, hvis det skulle blive rigtig koldt, og han ønskede også, at der skulle være varme i værkstedet.

- Jeg vil gerne kunne tørre vådt arbejdstøj herude, og vores maskiner har bedre af at står i et opvarmet lokale, selv om det ville give en bedre økonomi at have varmepumpen stående i stuehuset, forklarer han og tlføjer, at rørforbindelsen mellem maskinhusets værksted og stuehuset koster varme.

Større kapacitet

En enkelt radiator i køkkenet var for lille til den nye opvarmningsform og er blevet udskiftet med en med større kapacitet. I øvrigt kunne husets øvrige rør og radiatorer bruges.

- Det er jo et anlæg fra tresserne, hvor tingene blev overdimensioneret, så det kan sagtens bruges til den lavere fremløbstemperatur, som varmepumpen giver, siger Ejvind Andersen.

Det er i øvrigt et af de punkter, som varmepumpeinstallatøren skal være opmærksom på. Hvis varmepumpen skal levere varme til eksisterende radiatorer og ikke kun til gulvvarme, så skal installationer og rør være dimensioneret til det. Samtidigt bør varmepumpen have et særligt kredsløb til den højere fremløbstemperatur, som traditionel radiatorvarme kræver.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ved at rådføre sig med en installatør, der er tilsluttet VPO-ordningen, VarmePumpeOrdningen, har man sikkerhed for, at installationen bliver udført korrekt.

Det har Ejvind Andersen benyttet sig af, idet hans arbejde er udført af smedemester René Nørlund i Ejstrupholm, medlem af VPO-ordningen.