Abonnementsartikel

Hvor meget vaskepulver skal man bruge, når der skal vaskes tøj? Det spørgsmål er der en del af os, der ikke kender svaret på, men det har salgschef Anders Nebelong fra Elgiganten et godt bud på.

- De nye typer vaskemiddel er meget koncentrerede, men mange bruger nok stadig ligeså meget, som vi altid har gjort. Man vil nok gerne være på den sikre side, og så putter man mere i, end der er behov for, siger hvidevare-salgschefen i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han mener, at tøjet på ingen måde bliver renere ved at bruge for meget vaskepulver. Snarere tværtimod.

- Det, der sker, er jo, at rester fra vaskemidlet bliver siddende tilbage i tøjet. Desuden er det ikke specielt miljøvenligt at bruge mere, end man skal, specielt fordi sæben skal renses ud af vandet igen bagefter, siger Anders Nebelong.

Følg doseringen

Han råder folk til at følge doseringen på emballagen og bruge den som rettesnor for, hvor meget pulver man skal benytte. Et andet alternativ er at lade vaskemaskinen ordne doseringen.

- Mange af de nye maskiner på markedet i dag kommer med løsninger som automatisk doserer den rigtige mængde vaskepulver. Friske tal viser, at en sådan vaskemaskine kan hjælpe dig til at bruge 30 procent mindre vaskemiddel, end du ellers selv ville have brugt, siger Anders Nebelong, som fremhæver, at der er flere fordele ved at bruge den rigtige mængde vaskepulver.

Sparer strøm og vand

- Vaskecyklussen tager kortere tid, hvilket man sparer både strøm og vand ved. Tøj bliver mere slidt af, at det bliver vasket længere tid end nødvendigt. Et andet aspekt er, at overflødig sæbe bliver siddende tilbage i maskinen, og det fører til, at vaskemaskinen kommer til at lugte surt, pointerer salgschefen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sæberester i tøjet er også noget, man bør undgå. Parfumen i vaskepulveret giver nemlig ofte irritationer hos menesker med følsom hud eller allergi, og den kan også medvirke til at udvikle allergi hos personer, som ikke var allergiske før.