På et nyligt afholdt forhandlermøde i Finland løftede Avant Tecno sløret for fabrikkens nye og forbedrede serie af vinterredskaber, der med fabrikkens ord vil få snerydningen til at gå lidt mere glidende fremover.
- Det handler ikke altid om at komme med revolutionerende ændringer, for vores kunder er det ofte de små detaljer, der gør den store forskel i hverdagen, siger Martin Jensen, salgschef ved Avant Danmark og tilføjer, at netop kundekontakten er helt central i udviklingen af redskaber.
- Det er igennem den personlige og længerevarende kontakt, vi har med vores kunder, der gør, at vi kender deres behov og ønsker til produkterne, siger han.
Kurvet design
Martin Jensen var selv med til forhandlermødet, og giver nogle eksempler på den produktudvikling, som finder sted hos Avant.
- Avants dozerblad er kommet i et nyt kurvet design, som sammen med den hydrauliske drejning af bladet giver en mere naturlig bevægelse. Det gør dozerbladet ideelt til snerydning. Dozerbladet er et resultat af det tætte samarbejde med vores slutbrugere, hvor vi identificeret og løst et behov, fortæller Martin Jensen.
Han forklarer, at bladet stadig er udstyret med vendbare vinger, der foruden det lige skær, giver mulighed for at fjerne genstridige ismasser. Dozerbladet fås i tre størrelser og er allerede nu tilgængeligt i Avant Danmarks webshop.
Stærkere skær
Også Avants sneskovl er blevet relanceret, så den nu kommer med en mere åben skovl, der via en let hældning giver en komplet tømning af skovlen.
Herudover er de indvendige støtter blevet fjernet, mens slidskæret er blevet forstørret og gjort mere robust, hvilket giver skovlen et mere rent og glidende snit i mange flere år.
Avant har valgt at bevare den høje bagkant, der sikrer, at sneen bliver, hvor den skal være, selv når der arbejdes i et højt tempo, således at piloten stadig har frit udsyn til skovlens kant.jf