Abonnementsartikel

Regeringens lovforslag om at nedsætte tilskuddet til strøm fra husstandsvindmøller er kommet i strid modvind i vindmøllebranchen.

"Rødt lys til grøn energi!" lyder det således fra Viborgfirmaet Cirkel Energi, der har specialiseret sig i blandt andet husstandsvindmøller.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Bliver loven vedtaget, vil den gøre det væsentligt mindre fordelagtigt at investere i grøn, vedvarende energi fra husstandsmøller og dermed slå en branche ihjel, fastslår Cirkel Energi og tilføjer, at investering i en hustandsvindmølle skaber flere penge i lokalområderne og fastholder på denne måde arbejdspladser lokalt.

Afvikling af vedvarende energi

I Give sidder Knud Hyldahl fra Eocycle Denmark og ærgrer sig over lovforslaget. Han importerer den canadiske Eocycle vindmølle, og han mener, at særlig Udkantsdanmark vil blive ramt af lovforslaget:

- Så sluttede det eventyr for folk i den rådne banan. Slut for Thy Møllen og de andre danske producenter, Solid Vind Power Ringkøbing samt HSWIND i Randers samt vingeproducenten Olsen Wings i Odder og Mita-Teknik i Rødkærsbro, skriver Knud Hyldahl i en mail til Fritidsmarkedet.

Ser lyst på fremtiden

Kurt Østergaard, direktør i vindmøllefirmaet KVA Vind A/S, har et anderledes syn på sagen og mener, at der stadig vil være mange fordele ved at være mølleejer.

- Men det er selvfølgelig en voldsom ændring, og jeg skal da også være ærlig og sige, at vi har været nødt til at foretage tilpasninger. Men det skyldes først og fremmest den store usikkerhed, som rammer hele markedet, hver gang der sker ændringer i tilskudsreglerne, siger Kurt Østergaard, hvis firma producerer og markedsfører en af de husstandsvindmøller på under 10 kW, som bliver ramt af den varslede lovændring.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han mener, at det sig først og fremmest drejer sig om at få markedet til at erkende, at en husstandsvindmølle først og fremmest skal bruges til at dække husstandens eget forbrug af strøm.

- Hvis man tager udgangspunkt i, hvor meget man kan spare ved selv at producere strøm til eget forbrug, i stedet for hvor meget man kan tjene ved at sælge det man producerer, gør man sin beslutning uafhængig af politikerne, lyder konklusionen fra Kurt Østergaard.