Abonnementsartikel

Fra og med den 8. december har Realkredit Danmark ændret sin lånepolitik, hvilket betyder, at købere kan overtage gælden i overbelånte ejendomme, hvis køberne ellers har en robust økonomi.

- Det gør det muligt at få solgt nogle af de huse, som i dag lider under, at realkreditgælden udgør mere end 80 procent af boligens værdi, siger Carsten Nøddebo, administrerende direktør i Realkredit Danmark, til Jyllands-Posten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mange huse i landdistrikterne er som følge af de voldsomme prisfald på ejendomme, siden finanskrisen brød ud, overbelånt og har dermed været nærmest umulige at sælge på grund af stramme kreditregler.

Realkredit Danmarks initiativ roses af erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V).

- Det er et meget stærkt signal fra finanssektoren om, at man tager problematikken seriøst og gerne vil arbejde konstruktivt for at hjælpe boligejerne i landdistrikterne, siger han.

Også i Sammenslutningen af Danske Småøer vækker den nye kurs fra Realkredit Danmark begejstring.

- Det kan løsne op for den lidt fastlåste situation, der er på øerne og i landdistrikterne, siger formanden Dorthe Winther til Jyllands-Posten.