Abonnementsartikel

Et lift hjem fra julefrokost eller en ekstra skilling på at udleje værelset i julen. Deleøkonomien er populær som aldrig før, men tjenester som Airbnb, Uber og GoMore kan ende med at være dyre i skat, forsikringsrod og lægeregninger. Det siger advokaterne Berit Lenschow og Lars Emde Poulsen fra Advodan.

En ny undersøgelse fra Nordea viser, at ni procent af danskerne deltog i deleøkonomien i første halvår af 2015. Det er en tredobling i forhold til hele 2014.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Et lift gennem GoMore eller overnatning gennem Airbnb er som regel billigere end en togtur eller et hotelværelse. Men hvad der er sparet eller tjent, kan drukne i dyre regninger, hvis man ikke sørger for at tage sine forholdsregler, siger advokat Berit Lenschow fra Advodan.

Ødelagt bolig

- Internettet og deletjenesterne har gjort det utroligt nemt for os, men mange glemmer at tænke over, hvad der kan gå galt undervejs. Hvad sker der for eksempel, hvis ens GoMore-chauffør kører galt? Eller hvis ens lejlighed eller værelse er helt ødelagt efter en udlejning til en turist, spørger advokaten og tilføjer, at der er flere faktorer, man skal være opmærksom på, hvis man lejer sin lejlighed, et værelse eller sin bil ud.

- Din indboforsikring eller bilforsikring vil måske mene, at du er underforsikret og påfører den en for stor risiko ved at leje ud til andre. Så kan du risikere, at der ikke er dækning, hvis lejligheden eller værelset er ødelagt. Du skal også være opmærksom på, at hvis din lejer tømmer boligen for værdi, så er der ingen dækning, fordi du i forsikringens øjne selv har lukket tyven ind. Endelig har Airbnb's værtsgaranti mange undtagelser i forhold til, hvad der dækkes gennem den forsikring, siger Berit Lenschow.

Farligt lift

Et andet eksempel er at få et lift gennem eksempelvis Uber eller GoMore. Ender man med et piskesmæld efter en påkørsel, er det ikke sikkert, at man får dækket sine omkostninger til eksempelvis behandling.

- Hvis man har en ulykkesforsikring, vil den som regel gå ind og dække sådan noget som varigt mén. Men hvis man som passager har udvist uagtsomhed som ved at køre med en synligt træt eller beruset chauffør, kan forsikringen vælge ikke at betale, siger Berit Lenschow.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fuld bevisbyrde

- Uden ulykkesforsikring er det bilens ansvarsforsikring, der dækker. Og det kræver jo, at du som passager kan få fat i chaufføren bagefter og kender bilens registreringsnummer. Derudover har du som passager fuld bevisbyrde. Det vil sige, at hvis der ikke bliver tilkaldt politi og ambulance, eller hvis du ikke har umiddelbart mærkbare skader, skal du senere kunne bevise, at dine smerter i nakken skyldes uheldet, forklarer Berit Lenschow.

Derfor bør man indhente alle relevante oplysninger fra chaufføren, hvis der sker et uheld - også selvom man umiddelbart ikke har smerter. Et lægebesøg inden for 72 timer efter uheldet, ellers står man dårligt i forhold til at bevise skaderne.

Husk skatten

Endelig er der det med skatten, hvor advokat og skatteekspert Lars Emde Poulsen fra Advodan gør opmærksom på reglerne om skat af lejeindtægter.

- Hvis du udlejer dit værelse i kortere eller længere tid eller hele din bolig i en del af året, skal du dog ikke betale skat af den fulde indtægt. Du kan benytte enten et bundfradrag eller et regnskabsmæssigt fradrag - du skal kun betale skat af det beløb, som overstiger det valgte fradrag. Udlejer du derimod din bil eller kører gennem Uber, skal du betale skat af den fulde indtægt, men kan trække udgifter fra til slitage og brændstof, siger advokaten.