Den nyeste teknologi inden for varmepumper blev i begyndelsen af december vist hos firmaet Gejs Stoker og Solvarme ved Grindsted. Gejs Stoker og Solvarme er specialist i varmeteknik inden for både stokerfyr, solvarme og nu også varmepumper.
Gejs Stoker og Solvarme har tidligere haft varmepumper på programmet, men den daværende teknik betød, at varmepumperne var temmelig støjende, så det opgav det sydjyske firma.
- Nu har vi fået en ny tjekkisk leverandør, MasterTherm, som fremstiller varmepumper i høj klasse og med inverter-teknologi, som betyder, at varmepumperne er meget stille, fortæller Henrik Eriksen, der sammen med sin bror Jan er indehaver af Gejs Stoker og Solvarme.
Snak om alternativ energi
For at markere den storstilede satsning på de tjekkiske varmepumper afholdt Gejs Stoker og Solvarme en energidag.
Her kunne både firmaets forhandlere og kunder få et indblik i firmaets produkter og en snak om alternativ energi med uvildige energirådgivere fra Energitjenesten.
- Vi havde vores forhandlere på besøg om formiddagen, og om eftermiddagen dukkede både kunder og nysgerrige gæster op i stort tal, siger Henrik Eriksen.
Skrappe EU-normer
De tjekkiske varmepumper udmærker sig blandt andet ved at overholde de skrappeste EU-normer for energiforbruget i elektriske apparater, og Henrik Eriksen pointerer, at produkterne fra MasterTherm endda overholder EU-krav, der først kommer i 2019.
- Vi har valgt at satse på luft til vand-varmepumper, fordi de er nemmere og billigere at installere end eksempelvis jordvarmeanlæg. Godt nok siger man, at jordvarmeanlæg er mere energieffektive, men jeg mener, at de nye luft til vand-varmepumper godt kan måle sig med jordvarmepumper med hensyn til virkningsgrad, fastslår Henrik Eriksen og tilføjer, at en yderligere fordel med en luftvarmepumpe er, at man slipper for at grave haven op.
- Men vi laver også jordvarme, hvis kunderne ønsker det, siger han.
Til demo-dagen var en større varmepumpe, model 30i, stillet op og tilsluttet varmeanlægget hos Gejs Stoker og Solvarme. Her kunne de interesserede dels konstatere, at støjen fra varmepumpen var yderst beskeden, dels kunne de følge pumpens ydelse på vandtemperaturen.
Drift afpasses efter belastning
- Hovedårsagen, til at støjen er minimal, er inverter-teknologien. Inverteren sørger hele tiden for at afpasse maskinens drift efter den aktuelle belastning. Det betyder, at blæserne kører med moderat hastighed og med kun begrænset støj i modsætning til andre maskiner, der enten kører med fuld kraft eller med næsten ingen. Den udstillede model, MasterTherm 30i, vil ifølge Henrik Eriksen være velegnet til opvarmning af et ikke alt for velisoleret hus på 200-250 kvadratmeter. Model 30i er forsynet med to ventilatorer og to el-patroner, således at der også er varme på de rigtig kolde dage.
En mindre model, MasterTherm 26i, med en enkelt ventilator og en enkelt el-patron var stillet op i udstillingslokalet, og denne model kan typisk forsyne et nyere hus på omkring 120 kvadratmeter med varme.