Abonnementsartikel

Efter regeringens foreslåede opbremsning af tilskud til husstandsvindmøller er de danske vindmølleproducenter og importører naturlig nok spændt på, om de fremover kan få afsat deres vindmøller. En af møllefabrikanterne er Kurt Østergaard, der er indehaver af KVA Vind. Han havde ikke forventet at løbe ind i ordrer efter al den negative omtale af regeringens lovforslag.

- Det har faktisk vist sig, at folk bare skal have lov til at sunde sig ovenpå den pludselige udmelding fra klima- og energiministeren. Når kunderne opdager, at det stadig kan være en god forretning at fremstille sin egen strøm, så er interessen der straks, siger Kurt Østergaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Se bort fra tilskud

Han er fortaler for, at man man bør prøve at se bort fra tilskud og i stedet se på husstandsvindmøllen som garant for selvforsyning, hvor man er uafhængig af svingninger i elprisen og politikernes energipolitik samt fordelen ved, at den strøm, man selv bruger, er skattefri.

- Det kan jo heller ikke være meningen, at tilskuddene i sig selv skal være en guldgrube. Meningen på længere sigt må jo være, at vindmøllerne skal kunne stå i sig selv - uden tilskud.

Kurt Østergaard indrømmer dog, at statsstøtten til vindenergi gennem tiden har hjulpet hans virksomhed i gang.

- Det er da rigtigt at tilskuddene har båret en del af udviklingsomkostningerne, og det er jeg da glad for. Men nu, hvor møllerne er blevet så effektive - og den udvikling vil fortsætte - er der ingen grund til at opretholde statsstøtten, fastslår han og viser dermed sympati for regeringens initiativ.

- Jeg synes ikke, at man skal holde en hel branche i gang ved hjælp af tilskud. Det burde jo ikke være nødvendigt, selv om energiprisen i øjeblikket er historisk lav og dermed trykker prisen på el. Men det kan hurtigt ændre sig. Det gælder både afgiftspolitikken og energipriserne, og derfor er det vigtigt for forbrugeren at tænke på at få dækket sit eget el-forbrug med hjemmeproduceret el, siger Kurt Østergaard og tilføjer, at hvor hans mølle med det tidligere store tilskud ville have tjent sig selv ind i løbet af 7-9 år, så vil tilbagebetalingstiden forlænges med et års tid med de nuværende el-priser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fordel for fritidslandmænd

- De kunder, der viser størst interesse for alternativ energi som husstandsvindmøller og varmepumper, er typisk fritidslandmænd, der vil være selvforsynende med strøm. De har ofte større boliger med et forholdsvis stort energiforbrug og kan derfor drage stor fordel af egen strømproduktion, siger Kurt Østergaard.