Hvis man er interesseret i at vide mere om udsætning af fuglevildt og være med til at sikre, at der må udsættes fuglevildt i fremtiden, så vil et dialogmøde være vejen frem.
Danmarks Jægerforbund, Dansk Skovforening, Landbrug & Fødevarer, Danske Herregårdsjægere har i samarbejde med Fødevarestyrelsen og Naturstyrelsen planlagt en række dialogmøder om natur og vildtpleje med særlig vægt på opdræt og udsætning af fjervildt samt jagt på udsatte "vildtfugle" fasaner, agerhøns og gråænder.
Dialogmøderne er opfølgninger på tidligere afholdte møder og fortsat dialog med alle interessenter knyttet til fjervildtopdræt og udsætning af fjervildt.
Både små og store
Denne proces kan skabe grundlag for at bevare udsætningsmuligheden i Danmark. Det gælder udsætning af fjervildt for jægere med små terræner og på større ejendomme med mere kommercielle tilgange. Jagtens udøvelse på konsortiejagter herunder intervaller mellem jagter skal også diskuteres.
Målgruppen er således alle, der opdrætter og/eller udsætter fjervildt på alle niveauer samt lodsejere, der udlejer jagt, hvor der udsættes fjervildt. Det er derfor vigtigt at alle, der arbejder med jagt på dette område og driver jagt i større eller mindre omfang, møder op og er med til at diskutere disse emner, så alle er forberedt bedst muligt, når udsætningsforliget skal genforhandles i Vildtforvaltningsrådet i 2017.
Tre møder
Der er planlagt tre møder på henholdsvis Sjælland, Fyn og i Jylland.
Det første møde afholdes den 22. februar klokken 19-22, Gefion, Fulbyvej 15, 4180 Sorø. På Fyn afholdes mødet den 14. marts klokken 19-22, Centrovice, Damsbovej 11, 5492 Vissenbjerg og det jyske møde finder sted den 4. april klokken 19-22, Kalø Økologiske Landbrugsskole, Skovridervej 3, 8410 Rønde.
Prisen for deltagelse er 75 kroner, og tilmelding skal ske via Danmarks Jægerforbunds hjemmeside.