Jinfinity er navnet på en ny storblomstret og gylden rose fra Roses Forever ApS i Faaborg.
Jin betyder guld på kinesisk, og Kina er et marked, som Roses Forever ApS entrerer med licensaftaler i disse år.
- Den guldfarvede Infinity har jeg arbejdet længe på - endda før introduktionen af den originale hvide Infinity - men den manglede dog lige det sidste, før den kunne frigives til markedet. Den har en superflot, varm, gul farve, ja faktisk guldfarvet, forklarer Rosa Eskelund i en pressemeddelelse, og tilføjer, at den hvide Infinity for tre år siden satte en ny standard for miniroser med kæmpe blomster, ekstraordinær lang holdbarhed og flot mørkt blankt løv.
Let at dyrke
- Den nye rose var endda også let at dyrke for gartnere i hele verden og særdeles efterspurgt overalt, på trods af at den var hvid, og der var kun denne ene farve, siger Rosa Eskelund.
Men Infinity-serien blev hurtigt udvidet med en sart rosa Princess of Infinity og den pink variant Pink Infinity. I 2015 kom Infinity Evergreen med græsgrønne blomster, dog i begrænsede mængder.
- Med den guldfarvede Infinity får serien nu et kæmpe løft, mener Rosa Eskelund og fortæller, at Jinfinity er klar i handlen blomsterbutikkerne fra den 1. marts 2016.