Brugere af varebiler skal i stigende grad forholde sig til faktorer som regler og lovgivning, drift og service, kørsel, nye produkter og meget andet. Med portalen Gulpladen.dk giver Ford håndværkere og andre varebilbrugere en hjælpende hånd ved at forsyne brugerne med de informationer, de har brug for i hverdagen - lige fra de seneste trafikopdateringer til nye gadgets eller en forklaring på, hvad reglerne om fartskrivere betyder for arbejdskørslen.
- Håndværkere og entreprenører er ofte at finde bag rattet i varebiler. Den typiske varebilbruger har travlt og er ikke interesseret i at bruge tid på hjemmesider med et alenlangt og teksttungt indhold. Gulpladen.dk serverer nyttig viden pakket ind i præcise budskaber i et uformelt onlineunivers, hvor seriøse informationer om lovgivning om gulpladebiler kombineres med underholdning, lyder det fra Tom Maxmølris, der er marketingchef hos Ford.
Feeds om trafikken
En anden vigtig feature på Gulpladen.dk bliver trafikinformationer via feeds fra Vejdirektoratet, så brugeren altid kan holde sig ajour vedrørende vejarbejder, kødannelser og andre hændelser, der kan påvirke hans kørsel.
Man kan også læse om andre varebilbrugere, som fortæller om deres arbejdsdag og deler ud af deres bedste tips om varebiler, herunder økonomi, vedligehold, kørsel med videre.
En naturlig del af arbejdsdagen
Gulpladen.dk er opdelt i forskellige sektioner, så brugeren nemt kan navigere sig frem til den viden, han skal bruge. Under kategorien "Mesterkørsel" kan hentes tips og tricks til bedre kørevaner og en mere effektiv kørsel, ligesom sektionen "Servicetips" giver bilisten gode råd om service og vedligehold. Sektionen "Værd at vide" omhandler regler og lovgivning for gulpladebiler. Derudover kan man hente økonomiske råd og guides under kategorien "Bedre bundlinje".