Abonnementsartikel

Der er ingen grund til ligefrem at frygte skovarbejdet, men man skal have respekt for arbejdet med sav og tænke på ergonomien undervejs. Det er blandt bevæggrundene for, at TBS Maskinpower inviterer kunderne til et heldagskursus i skovning lørdag den 23. januar samt lørdag den 6. februar.

TBS Maskinpower sælger mange motorsave og meget skovningsudstyr fra butikkerne i Brørup og Toftlund. Blandt kundernes favoritter er både Jonsered og Stihl.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Når sælgerne lytter godt efter kundernes snak i den forbindelse, er det tydeligt, at mange godt ville være lidt dygtigere til at udføre savarbejdet for at få mere fra hånden eller svede lidt mindre for at lave det samme.

- Vi har simpelthen lejet et par professionelle undervisere til at gennemgå sikkerhed, fælde- og afkvistningsteknik, ergonomi og optimering af arbejdsprocedurerne, fortæller Andreas Nielsen fra TBS i Toftlund.

Både for nybegyndere og erfarne

Det koster kun 300 kroner at deltage, og alle er velkomne, for både nybegynderen og den erfarne savbruger kan lære meget i løbet af dagen, mener man hos TBS Maskinpower. Formiddagen bruges på teori, mens eftermiddagen bruges på praktisk arbejde i skoven, og TBS sørger for forplejning i form af skovmandskost undervejs.

Søren Larsen fra TBS i Brørup har selv været på et lignende kursus og erkender blankt, at selvom han anså sig selv som en erfaren skovarbejder og brændefabrikant, så lærte han meget. Nu glæder han sig over at kunne dele oplevelsen med sine kunder.

- Med det rigtige grej og den korrekte arbejdsteknik er det nemlig en ren fornøjelse at passe og pleje skoven - og skove både brænde, stammer og kævler, siger Søren Larsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Interesserede kan tilmelde sig til Søren Larsen på 4012 7863 eller Andreas Nielsen på 2090 7689.