På det danske marked for reservedele til skovmaskiner er der for nyligt sket en interessant udvikling, efter at distributøren P.J. Skovværktøj har indgået en aftale med skotske Clark Forestry Engineering om at sælge dennes produkter her i landet. Det betyder, at P.J. Skovværktøj har fået udvidet porteføljen til at omfatte redskaber og reservedele inden for et område, firmaet ikke har gjort så meget i hidtil.
- Det, vi hidtil har arbejdet mest med, er kæder, sværd og andre sliddele til de håndholdte maskiner, mens vi ikke rigtigt har fokuseret så meget på det lidt tungere udstyr, fortæller Michael Manniche fra P.J. Skovværktøj.
Det er der så blevet ændret grundigt ved, efter aftalen faldt på plads med Clark Forestry Engineering. En aftale Michael Manniche er ganske godt tilfreds med.
Stor ekspertise
- Skotterne har blandt andet stor ekspertise inden for hærdning af stål og meget omkring den kvalitet, som er utrolig vigtig for os, slår Michael Manniche fast.
- Derfor kan vi nu også tilbyde at renovere knive til fældehovederne, så de bliver mere hårdføre, slidstærke og langt bedre, end de var fra ny - og vel og mærke til en meget konkurrencedygtig pris, fortsætter han.
Bredt program
Clark Engineering har et meget bredt program inden for sliddele og redskaber til skovmaskiner, og det er denne produktgruppe, samarbejdet kommer til at kredse omkring. P.J. Skovværktøj bliver således lagerførende på et bredt udvalg af produkterne.
- Her har vi selvfølgelig skelet kraftigt til, hvad der er de mest gængse produkter på det britiske marked. Det vil helt naturligt også være de produkter, vi vil opleve mest efterspørgsel på, da det er de samme maskiner, der kører her i landet, lyder det fra Michael Manniche, som tilføjer, at de produkter, der ikke lagerføres lokalt, hurtigt kan leveres fra fjernlageret i Skotland.
Han understreger dog i den forbindelse, at det fortsat er meget vigtigt at være lagerførende på de rigtige produkter.
- Det gælder om at have de rette varer på det rette tidspunkt, for det er de færreste skoventreprenører, der har råd til at have en maskine til at stå stille. Og på det punkt kan vi nemlig godt være med, fortæller han og fortsætter:
- Mange entreprenører kan selv reparere maskinerne, og så er det vigtigt, de har nemt ved at bestille delene hjem. Nu kan alle gængse stumper bestilles samme sted - og med tiden direkte på vores online produktkatalog.
Biologisk kædeolie
Ud over produkterne fra Clark Engineering har P.J. Skovværktøj også to nye typer biologisk kædeolie på hylderne, som begge er udviklet i Finland.
- Det er blandt andet den biologiske kædeolie - den klæbrige Super Tack - som er gennemtestet i Finland under de langt mere ekstreme forhold, som de har om vinteren. Og hvis det kan fungere i Finland, så kan det vist også godt fungere i Danmark, siger Michael Manniche.