Abonnementsartikel

Når en død ko skal afhentes, betaler en landmand Daka cirka 700 kroner for at få den afhentes, men når det handler om en død hest, er Dakas pris 1.900 kroner.

Det har fået Karina Due fra Dansk Folkeparti til at bede miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen om en kommentar om Dakas monopol på at afhente døde dyr.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En kvindelig hesteejer, der bor på Lolland, har nemlig henvendt sig til Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg for at klage over, at der er skabt et monopol på afhentning af døde heste.

- Jeg har haft med heste at gøre i over 40 år og er meget ked af den retning, det trækker imod. Her i landet har Daka eneret og er de eneste, der henter døde heste. Monopolet betyder, at prisen er fordoblet til 1.900 kroner pr. hest - også for ponyer på under én meter i stang. Til sammenligning betaler landmænd cirka 700 kroner for en ko, der jo er ligeså stor, oplyser hesteejeren.

Hun anklager systemet for at føre til, at hestene ender som "foldbumser":

- Der er masser af annoncer med skadede/gamle og utrænede heste, der er til salg for ingen penge. Heste, der ikke kan tåle vægt på ryggen, bliver solgt for en slik, og jeg tror ikke på, at nogen køber en ubrugelig hest. Den vil blive brugt til sidste blodsdråbe, forklarer hun i sin henvendelse til Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg.

Begravelse forbudt

Maskinbladet har talt med en ejer af et stutteri, der bekræfter oplysningerne om den dyre bortskaffelse af døde heste.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han forklarer, at det ikke er tilladt at begrave døde dyr på egen ejendom, og at mange med ældre heste for at undgå store regninger til aflivning og bortskaffelse retter henvendelse til zoologiske haver for at tilbyde deres dyr som foder til de store rovdyr som løver og tigre.

Stutteriejeren oplyser videre, at prisen for at få bortskaffet en hest typisk bliver fordoblet, hvis det døde dyr stadig har sko på, og dør dyret en varm sommerdag om lørdagen og først kan hentes om mandagen, kan prisen stige yderligere, hvis dyret er begyndt at gå i forrådnelse.

Det er den internationale virksomhed SARIA Bio-Industries, der har overtaget aktiemajoriteten i Daka, og kort efter overtagelsen fordobledes priserne for afhentning af heste.

Formanden for Landsudvalget for Heste, Hans Marius Jørgensen har spurgt Daka om begrundelsen for de voldsomt forhøjede priser

- De påstår, at det er dyrere at afhente heste, fordi det som regel kun er én ad gangen, mens der kan være flere produktionsdyr. Vi har fået oplyst, at konkurrencemyndighederne ikke vil tage sagen op, selv om der er tale om en monopolagtig tilstand, siger Hans Marius Jørgensen.