Ugler er mystiske, smukke, lidt uhyggelige, elegante. Der er sikkert mange meninger om ugler, måske fordi vi ikke kender dem godt nok. De jager om natten, og derfor har mange nok ikke set dem.
Natuglen er den almindeligste i Danmark. Lige nu kan den høres om aftenen, hvor den kalder på en mage. Den skal nemlig til at yngle. Parrene holder sammen hele livet, og da de kan blive op til 20 år gamle, må det siges at være et pænt langt forhold.
Uglen sluger sit bytte helt, og senere gylper den de ufordøjelige rester op, som så ligger i nærheden af det sted, hvor den holder til. Hvis man finder sådan en tør klump uglegylp, kan man skille den ad og se, hvad den har spist.
Den ultimative jæger
Natuglen har en fantastisk god hørelse og et særdeles godt syn, som bruges i jagten på byttedyr.
Dens fortrukne føde er mus og især markmus. Natuglen jager sit bytte ved at sidde helt stille og holde udkig.
Når uglen ser et byttedyr, sætter den af og svæver lydløst mod natmaden. Byttet fanges ved et hurtigt stejlt nedslag, hvor vingerne holdes tæt ind til kroppen.
Uglernes øjne kan ikke som vores bevæge sig i kraniet. I stedet kan uglerne dreje hovedet ekstremt langt rundt - omkring 270 grader. En ugle kan altså næsten se bagud.
Fanger mus i mørke
Når natuglen kan fange mus i næsten totalt mørke, skyldes det, at den har meget store øjne og en meget fin hørelse. Uglens pupiller kan udvides til at dække hele øjenåbningen, så alt lys opfanges. Hørelse er meget fin, fordi ørerne ikke er placeret symmetrisk på kraniet.
Retningen til en mus, der rasler et sted i skovbundens blade, opdages med det samme.
Læs mere om ugler på Danmarks Naturfredningsforenings hjemmeside, www.dn.dk.
Kilde: Danmarks Naturfredningsforening