Træplejevirksomheden Trip Trap WoodCare vil fremover være den eneste, som benytter sig af allitterationen Trip Trap, da Trip Trap Denmark skifter navn til Skagerak.
Traditionen tro
Trip Trap WoodCare vælger at bevare navnet og varemærket, fordi virksomheden har dybe rødder i træplejen og har haft en meget stærk position på det danske marked i over 40 år. Produktsortimentet omfatter et komplet system til forbehandling og grundbehandling samt pleje og vedligeholdelse af både indendørs og udendørs træ. Alle produkter bliver udviklet med stor respekt for træ som et smukt og naturligt råmateriale.
Kun én Trip Trap
Årsagen til de to navnebrødre på det danske marked skal findes tilbage i 2004, hvor Trip Trap WoodCare blev udskilt som et selvstændigt selskab fra Trip Trap Denmark. En anden virksomhed, som også er blevet skilt ud fra Trip Trap Denmark, er Rikki Tikki Company, som stadig har rettighederne til Trip Trap-navnet i forbindelse med en række produktserier som eksempelvis Trip Trap-nisserne og Trip Trap-modelhusene.
Med navneskiftet hos Trip Trap Denmark, som er kendt for havemøbler og brugskunst, vil der fremover ikke være tvivl om, at det er træplejemiddelproducenten Trip Trap WoodCare, der er tale om.
Trip Trap WoodCare, der har adresse i Lunderskov ved Kolding, er i dag ikke blot markedsledende på det danske marked, men har også en meget omfattende eksport. I udlandet markedsføres produkterne under varemærket WOCA Denmark.