Nu ser det endelig ud til, at den årligt tilbagevendende kamp for rene fliser kan få en ende. Et nyt produkt fra firmaet BollerupJensen A/S omfatter en komplet flisebehandling, som både renser effektivt og sikrer, at fliserne er lette at holde rene - også næste år.
Ifølge firmaet bag nyskabelsen består flisebehandlingen består af to produkter: Først en effektiv rengøring med fliserens og derefter en imprægnering, som bevarer den flotte overflade på de nyrensede fliser.
Fliserens fordeles med en sprøjte og skrubbes godt ind i overfladen med en kost. Efter et kvarter kan skidt og belægning skrubbes af med en stiv kost eller alternativt en Patio-cleaner, og derefter skylles fliserne rene for opløst snavs og fliserens.
Opløst med vand
Fliseimprægneringen er baseret på flydende vandglas, det vil sige råglas, som er opløst med vand under høje temperaturer og blevet til en flydende masse. Da glas er lavet af sand - og sand indgår i støbningen af betonfliser - er den imprægnering, der kommer på fliserne, i virkeligheden rent sand.
Ifølge produktchef Lars Gladov fra BollerupJensen er der flere fordele ved at imprægnere fliserne:
- Normalt fraråder man jo at bruge højtryksrenser på betonoverflader. Men hvis man fuldender flisebehandlingen med en imprægnering, kan man roligt, men behersket, arbejde med højtryksrenseren. Dette kan give en porøs overflade, men den styrker vi hurtigt og effektivt med vores imprægnering.
Ifølge BollerupJensen vil fliserne med imprægneringen holde sig rene længere, være lettere at rengøre, og de vil også blive stærkere af behandlingen. Test har vist, at slidstyrken forøges markant med fliseimprægneringen.
BollerupJensen A/S er en dansk producent af sæbe og produkter til overfladebehandling, som står bag de to nye produkter.
Firmaet ligger i Ådum ved Tarm og har siden 1935 forsynet danskerne med sæbespåner og brun sæbe til indendørs rengøring. Alle produkter fra BollerupJensen er baseret på rene naturmaterialer, og de er effektive uden giftige kemikalier.