Abonnementsartikel

Sommeren nye messe, Maskin under Broen, er kommet endnu et skridt nærmere. Når den nye grønne messe finder sted i dagene 24.-25. august i Middelfart - lige op og ned ad Lillebælt, bliver det med maskinkonsulent Erik Nissen, som blandt andet har mange års erfaring som leder af dyrskuet i Aabenraa, som udstillingsleder. Det kom frem under årets generalforsamling for Maskinleverandørerne - Park, Vej & Anlæg.

Han kommer til at stå med det samlede ansvar for planlægning og afvikling af messen, og til en række praktiske opgaver er der indgået samarbejde med arrangørerne af Lillebælt Marked. De kender de lokale forhold på og omkring pladsen, og de kan mobilisere frivillige foreningsfolk blandt andet til at regulere trafik, organisere parkering og foretage adgangsregistrering.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gentagelse i 2018

Til generalforsamlingen blev der i øvrigt forhåndsbooket stande af stort set alle medlemmer af Park, Vej & Anlæg, og salget af stande til virksomheder, der ikke er medlemmer, kan nu går i gang. Det blev i øvrigt understreget, at der er tale om et supplement til Have & Landskabs maskinudstilling. Erfaringen er, at det ikke er så nemt at trække besøgende fra Jylland og Fyn til Slagelse, og med placeringen i Middelfart er det håbet, at man når ud til netop denne kundegruppe.

Op til fem ton

Maskiner under Broen er i øvrigt målrettet udstillere af maskiner op til fem ton og tilhørende udstyr. De besøgende kan typisk være entreprenører og håndværkere, anlægsgartnere, brolæggere, boligforeninger, kirkegårde, kommuner og institutioner, campingpladser, golfbaner og såvel private som offentlige virksomheder med udendørs arealer.

Det er af foreningen blevet meldt ud, at målsætningen er 5.000 besøgende - og det er desuden allerede besluttet, at der kommer en messe igen i 2018.