Abonnementsartikel

H.K.H. Prinsesse Benedikte er protektor for Dansk Varmblod. Den kongelige familie på Berleburg Slot, anført af prinsessen selv, er særdeles avlsinteresseret og har de senere år haft stor succes med avl af flere heste i international dressursport.

Derfor er det naturligvis også en stor glæde, at Hendes Kongelige Højhed prioriterer hingstekåringen i Herning i sin travle kalender og ofte er i følgeskab med sin mand prins Richard og datter prinsesse Nathalie.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benediktes Vandrepræmie er en eftertragtet vandrepræmie. Den smukke sølvstatuette, som følger med prisen, har været uddelt ti gange.

Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benediktes vandrepræmie blev indstiftet i 2005 og tildeles hvert år en hest, som er registreret i Dansk Varmblod, og som gennem egne præstationer eller som far eller mor til konkurrenceheste har gjort sig særligt bemærket.

Vandrepræmien blev første gang uddelt til Midt-West Ibi-Light. Derefter gik prisen til Blue Hors Don Schufro, Blue Hors Hertug og Blue Hors Future Cup. I 2009 modtog prinsessen selv - til sin store overraskelse - vandrepræmien for opdræt af OL-bronzevinderen Digby e. Donnerhall.

De følgende år blev prisen givet til Blue Hors Romanov, Michellino, DM-vinderen Raneur og OL-bronzevinderen Exquis Clearwater. Sidste år gik vandrepræmien til Millibar.